Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 3. november 2025
Slip fantasien løs, når Kulturforeningen Quedens – Børneliv inviterer til gratis filmvisning af Rumle Hammerichs klassiker ”Otto er et næsehorn” i SeminarieHuset søndag den 9. november kl. 11.00. Dørene åbner allerede kl. 10.30, så man kan finde sig godt til rette. Der er gratis popcorn til alle.
Efter filmen er der kreative aktiviteter for både store og små, der tager udgangspunkt i filmens univers, hvor fantasien kan få frit spil. Man er velkommen til at tage madpakken med, og der kan også købes lidt at spise og drikke i den lille bod. Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.
– Vi havde så fantastisk opbakning sidste gang vi havde et ”film og krea”-arrangement, at vi gør det igen. Denne gang viser vi Rumle Hammerichs film ”Otto er et næsehorn”. Det er en film der fejrer børns fantasi og kreativitet som også er de værdier vi kredser om i foreningen, og så er det bare en rigtig god familiefilm fra dansk børnefilms gyldne æra i 1980’erne, siger Lotte Ilsøe fra Kulturforeningen Quedens – Børneliv.
Filmen vises i Fællessalen i seminarieHuset. Klokken 12,30 begynder krea aktiviteter, og klokken 14 er det hele slut.
Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding og holdes med hjælp fra Ribe Bibliotek, Cafe Quedens og Ribe Katedralskole.











































































