Tekst: Team Esbjerg foto: Renè Jørgensen
2.maj 2026.
Med semifinalen sikret skal der findes nye mål
Status halvvejs inde i slutspillet i Bambuni Kvindeligaen er, at Team Esbjerg allerede har sikret sig den ene plads blandt de fire semifinalister. Der resterer dog stadig tre kampe, og derfor bliver det vigtigt, at holdet sætter sig nye mål. Også til opgøret mod København Håndbold søndag aften.
For et hold uden mål er også et hold uden motivation. En af de mere håndgribelige mål er at ende øverst i slutspilsgruppen, da dette vil give en bedre seedning til semifinalen. Og med tre point ned til Nykøbing F. Håndbold kræver det tre point i de tre sidste kampe.
To af dem kan allerede komme søndag mod København, der endnu har deres første point til gode i slutspillet i denne sæson.
– Vi havde en god kamp i torsdags, og vi har også forberedt os godt på København. Vi har mødt dem tidligere i slutspillet, så vi har også en god, taktisk plan for, hvordan vi vil afvikle kampen. Vi skal have tålmodighed og struktur i vores spil, og så skal vi gå ind til opgaven med respekt, siger cheftræner Tomas Axnér.
Udebanekampen i hovedstaden er også afslutningen på en uge med mange rejser. Det begyndte med udebaneturen til Rumænien, der blev efterfulgt af kampen på Falster mod Nykøbing F. Håndbold.
De mange rejser kan sætte sig i kroppen. Især når de kommer lige efter hinanden og inden for så kort en tidsramme.
– Det er tre lange rejsedage på en uge, og det koster naturligvis meget. Det har også gjort det svært at træne mellem kampene. Vi valgte at holde fri i går (fredag, red.), og så havde vi en let træning i dag (lørdag, red.). Vi har prøvet at investere i at holde truppen frisk, siger cheftræneren.
Et andet mål, holdet også at gå efter i de kommende kampe, er at forbedre spillet endnu mere. I torsdags mod Nykøbing F. stod forsvaret glimrende, hvilket gav gode muligheder for Katharina Filter i målet. Og defensiven bliver vigtig, når semifinaler og eventuelle finalekampe skal spilles.
– Forsvaret har høj prioritet lige nu. Det bliver vigtigt at give Filter i målet gode betingelser. Hvis vi kan finde ind i et godt samarbejde, så kommer vi også langt, siger Tomas Axnér.
Anna Steffensen har taget over for Anna Kristensen i målet, og er dermed Katharina Filters nye makker.
Team Esbjergs trup til kampen i Bambuni Kvindeligaen slutspil runde 4 mod København Håndbold søndag den 3. maj kl. 18.00 i Frederiksberg-Hallen:
Målvogtere: Katharina Filter og Anna Steffensen
Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers
Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger, Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Olivia Löfqvist
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Helene Kindberg, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.






































































