Tekst og fotos Hasse Jørgensen tirsdag den 21. januar 2025

Gredstedbro Hotel er solgt med overtagelse per 1. februar, og de nye ejere fortæller, at hotellet vil blive fortsat i den ånd, det hidtil er drevet.

Den nuværende ejer, Hanne Nielsen, har solgt hotellet til Stig Balsby Jørgensen, der sammen med sønnen Jacob Balsby Hansen vil lave et driftsselskab, der skal stå for den fremtidige drift af hotellet, hvor det nuværende personale fortsætter.

Stig Balsby Jørgensen driver i forvejen en bed and breakfest i Esbjerg med 25 senge, og det bliver den daglige leder her, Ann Stage Bjerring, der også skal stå for den overordnede drift af Gredstedbro Hotel sammen med Michelle Mærsk, der har været i pubben og restaurationen i otte år og bliver daglig leder, samt det nuværende køkkenpersonale og de, der hjælper til ved fester.

Hanne Nielsen fortæller, at hun for flere år siden besluttede sig for, at hun ville sælge fem år før hun kan gå på førtidspension, så nu er tiden inde.

Stig Balsby Jørgensen fortæller, at han og sønnen synes, det var synd, hvis ikke hotellet skulle fortsættes.

– Vi vil køre det videre, som det er drevet hidtil, og så må vi se, om vi hen ad vejen får nogle gode ideer, der eventuelt kan optimere hotellet på den gode måde, siger Stig Balsby Jørgensen.

Han har et ejendomsselskab, hvor sønnen også er ansat. Desuden er Stig Balsby Jørgensen også involveret i flere andre firmaer.

Det bliver ejendomsselskabet, der skal stå for driften af bygningerne, mens driftsselskabet skal stå for driften af hotellet som forretning.

– Jeg vil blive en del involveret i drift og vedligehold af bygningen. Vi vil ikke lave om på særligt meget men vil prøve at gøre det bedre, hvis muligt. Vi vil bevare den sjæl og tradition, der findes på stedet. Vi tror stedet lever meget af netop det, så det er ikke de store ting, der vil ske, siger Jacob Balsby Hansen.

Den karakteristiske bygning med de to tårne, der rummer hotellet, blev opført i 1905.

Daværende bagermester Niels Olsen overtog i november 1998 hotellet fra Peter Larsen, og Hanne Nielsen blev samtidig ansat som leder af hotellet. Den 1. januar 2007 trak Niels Olsen sig ud af hotellet og Hanne Nielsen overtog det.