Tekst og foto Hasse Jørgensen, lørdag den 24. november 2026

Det hele startede med lapningen af en cykelslange den gang, der kom mange pakistanere til Danmark. Det udviklede sig til 26 års arbejde med reparation af gamle cykler, som hovedsageligt blev givet til flygtninge i Ribe-området, men som også de lokale på Nørremarken fik godt af.

Og det blev til mange gode oplevelser og nogle tragiske, og det udviklede sig også til masser af venskaber på tværs af nationaliteter.

Det er ægteparret Signe og Jens V. Jensen på Skyttevej i Ribe, der skrives om.

Jens V. Jensen er – godt støttet af hustruen – kendt for at have repareret tusinder af gamle cykler, som primært er givet til flygtninge, men også de lokale kom med deres cykler, når der var problemer.

Men det er slut nu. Ved årsskiftet stopper Jens V. Jensen arbejdet i cykelværkstedet, og både han og hustruen håber, at der er en, der vil tage over.

– Er der det, kan de få alle de reservedele og cykler, jeg har nu, lyder det fra Jens V. Jensen.

Det er alderen – 87 år – og helbredet, der sætter en stopper for arbejdet med cyklerne.

Ægteparret fortæller, at det hele startede med, at Sigrid deltog i en frivillig gruppe, der arbejdede med flygtninge. Der var en der fortalte, at vedkommendes cykel var punkteret, og så sagde Sigrid, at den kunne Jens da lappe.

Det greb om sig, og Jens modtog cykler fra nær og fjern, som han satte i stand og gav videre til de mange flygtninge, der kom til området.

– Når de kom, fik de en godt nok repareret cykel, men den var i så god stand, at den ikke gik i stykker med det samme. Hvis de så kom, og der skulle en ny reparation til, fik de den lavet for de udgifter, jeg måtte have til reservedele, fortæller Jens V. Jensen.

– Jeg fik rigtig god hjælp af Niels ”Cykelhandler”, der har en forretning ved Obbekærparken, men efterhånden som tiden skred frem, lærte jeg mere og mere, og efter 26 år med gamle cykler, kan jeg det hele, siger Jens V. Jensen med et stort smil.

Arbejdet med de mange cykler til flygtningene har givet mange venskaber og gode oplever – men også nogle tragiske.

Mange af flygtningene kommer stadig i hjemmet på Skyttevej, og Sigrid og Jens fortæller, at det er en nydelse, og det er en fornøjelse at følge ikke mindst børnene.

– Jo mindre, børnene er, når de kommer til Danmark, jo lettere har de ved at tilpasse sig og lære sproget. Vi har fulgt mange børn, der i dag er unge mennesker og som er uddannet revisorer, læger, farmaceuter og meget andet. En dreng blev uddannet frisør og driver i dag to saloner i København, og sådan er der så meget glædeligt, fortæller Sigrid.

Jens føjer til: – Vi har aldrig snakket religion med dem medmindre de selv begyndte. Men vi har haft mange og gode samtaler med f.eks. muslimer, som har givet os en bedre forståelse for deres tankegang og omvendt også har givet dem en forståelse for vores kristendom.

Men der har også været tragiske tilfælde som da en flygtning fik sin hustru og tre små børn til Danmark på familiesammenføring. Sigrid og Jens lærte dem at kende, men pludseligt blev konen syg og døde fra mand og tre små børn.

Det viste sig, at en stor del af hustruens familie boede i USA og hun blev fløjet til USA for at blive begravet der.

– Manden og børnene kom også derover. Hvordan han skaffede penge, aner vi ikke. Men der var flere af hans kreditorer, der henvendte sig til os for at høre, hvor han var. Vi sagde, at han var i USA og ville komme tilbage. Det kom han dog aldrig. Han og børnene blev i USA, og vi fik skifterettens tilladelse til at tømme lejligheden. De møbler og ting, der var der, fik andre flygtninge gavn af, fortæller ægteparret.

Jens V. Jensen havde ikke noget specielt kendskab til cykler, da han startede med reparationsarbejdet, men, som Sigrid forklarer: – Vi havde et landbrug før vi flyttede til Skyttevej, og Jens reparerede selv de landbrugsmaskiner, der gik i stykker, så noget vidste han.