Tekst og foto: René Jørgensen (arkivfoto)
21. juli 2026

REJSBY – Når de første toner lyder over Rejsby lørdag den 25. juli, bliver det ikke blot starten på endnu en udgave af den populære gratisfestival Danmark Dejligst. Det bliver også den første festival uden manden, der var med til at skabe den.

Fem dage før festivalstart kan arrangørerne løfte sløret for en række nye initiativer. Men det er især hyldesten til den afdøde formand og grundlægger, Flemming Pedersen, der kommer til at sætte et særligt præg på årets festival.

I festivalteltet bliver der indrettet et nyt hyggehjørne med navnet “Flemmings Minde” – et sted, hvor gæster kan slå sig ned, mindes Flemming Pedersen og den enorme indsats, han gennem mange år lagde i både festivalen og lokalsamfundet.

En af hans karakteristiske cowboyhatte får en central plads i mindekrogen, hvor festivalgæsterne kan hæve et glas rom, whisky eller måske en Underberg – drikkevarer, som mange forbinder med den populære ildsjæl.

– Danmark Dejligst har altid handlet om meget mere end musik. Det handler om fællesskab, frivillighed og mennesker, der brænder for at skabe noget sammen. Derfor føles det helt naturligt at skabe et sted, hvor vi kan mindes Flemming og den indsats, han lagde gennem mange år, fortæller festivalbestyrelsen.

Bestyrelsen lægger ikke skjul på, at arbejdet med årets festival har været anderledes end tidligere.

– Det her er den første festival efter Flemmings død. Det har været en svær proces, og vi har savnet ham undervejs. Samtidig er vi stolte over, at vi er kommet i mål, og vi ved, at Flemming ville have glædet sig over at se festivalen leve videre, lyder det fra arrangørerne.

Danmark Dejligst har gennem årene udviklet sig til langt mere end en musikfestival. Den er blevet et symbol på sammenholdet mellem de tre sogne, hvor hundredvis af frivillige hvert år løfter opgaven i fællesskab. På festivaldagen bliver indbyggertallet i området næsten fordoblet, når flere tusinde gæster finder vej til Rejsby.

Lykkeposer med store gevinster

Ud over mindestedet kan publikum også se frem til en nyhed i form af særlige lykkeposer til 300 kroner. Poserne indeholder bl.a. festivalmerchandise og sponsorgaver fra lokale virksomheder. Blandt de mest attraktive gevinster er et par eksklusive Rolling Stones Edition-solbriller til en værdi af 1.800 kroner.  Hertil kommer en række andre overraskelser.

Tolv timer med gratis musik

Musikprogrammet er samtidig helt på plads. Festivalgæsterne kan se frem til 12 timers gratis livemusik med blandt andre ROSA, Tamra Rosanes Duo, Halmøre, Kasper Buch, Matroserne og festivalens traditionsrige afslutningsband Out Of Words.

Allerede inden festivalen går i gang, er der mulighed for at opleve det store frivillige arbejde bag kulisserne. Onsdag den 22. juli og fredag den 24. juli fra klokken 16.30 gør de mange frivillige pladsen klar. Blandt dem er både to tyske tilflyttere, som sidder i bestyrelsen, og et tysk ægtepar, der frivilligt står for madlavningen til festivalens gæster.

Når festivalpladsen åbner lørdag, bliver det derfor ikke kun en fejring af musikken, men også af det fællesskab, som Flemming Pedersen var med til at skabe – og som fortsat lever videre.

– Mojn og join i Rejsby.