Tekst & Foto: Johnny Tauman
6. marts 2021

FDF giver på Ulkjærvej 53 alle børn og unge i Gredstedbro og omegn mulighed for at deltage i firtidsaktiviteter med leg, fællesskab og mange sjove opgaver.

Bestyrelsesmedlemmerne er mega stolte over den store tilslutning og fortalte om den store opbakning, mens de nød solen påskelørdag

– Og snart kan vi også tilbyde ophold i en rigtig stor bålhytte, som er under opførelse, fortæller Britta Flansmose og Tine K. Jensen, da de med en vis stolthed møder RYK IND RIBE på den store plads. – Vi er omkring 100 aktive børn og voksne, lyder det fra Tine, som også kan afsløre, at FDF har 40 års jubilæum næste år. Det hele startede med kredsaftener på Gredstedbro Skole.

Den nye bålhytte er virkelig stor

Kredsen har en aktiv støtteforening med egen bestyrelse – her er Britta Flansmose formand. Hun fortæller, at kredsen fik tildelt Sammen-kan-vi-mere prisen fra Andelskassen i 2018. – Det betød, at vi fik sat gang i fundraisingen, som har tildelt os midler fra Loa-fonden, nordlys, den fritidskulturelle pulje samt støtteforening.

De økonomiske midler har givet kredsen mulighed for at påbegynde opførelsen af den store bålhytte med støtte fra lokale håndværkere. – Fra 1. marts har arbejdet været i gang med den hytte, som Skov- og Naturstyrelsen betegner for type 4 bålhytte, siger Tine K. Jensen, der forventer, at hytten kan indvies til sommer, hvis forsamlingsrestriktionerne bliver justeret / ophævet.

Blaasplint stammer fra 1992 – hytten er vedligeholdt efter alle kunstens regler

– Opbakningen til FDF er meget stor – og mange har været med siden den første for 39 år siden, forklarer Britta Flansmose, der også udpeger de mange andre muligheder, der ligger på pladsen, som også har egen mindre skov. – Vi har først og fremmest vores hytte – Blåsplint, som stammer fra 1992. Den står ”tom” for tiden, da alle aktiviteter skal foregå i det fri, siger hun, mens hun udpeger området med svævebanen.

FDF i Gredstedbro er et kæmpe aktiv med fritidsaktiviteter – og supplerer på bedste vis de andre tilbud i Gredstedbro og Ribe – såsom fodbold, håndbold, svømning, badminton mm. – For tiden har vi børn tre gange om ugen, fortæller Tine K. Jensen og fortsætter: – Der er aktiviteter hver tirsdag, onsdag og torsdag for kredsens aktive FDF´ere.

RYK IND RIBE har aftalt med de to gæve bestyrelsesmedlemmer – Britta og Tine, at vi både vil besøge gruppen på en af mødedagene samt til indvielsen af bålhytten.