Tekst og foto: Annette Brøchner Lindgaard
Søndag d. 15. oktober 2023

Trods klassisk dansk efterårsvejr forløb Ribes legendariske kulturnat igen i år på allerbedste vis. Komiteen bag kulturnatten med Lene Unnerup og Anne Reinholdt i spidsen, havde igen sammensat et fantastisk program med noget for enhver – sjov og alvor i et fint blandingsforhold, der understreger kulturens betydning som sammenhængskraft og fundament for vores fredelige og demokratiske samfund midt i en global krigs- og krisetid.

Årets tema Guld og Grønne skove stillede spørgsmålet: Hvad satser vi på? Vil vi fortsat være storforbrugere af klodens ressourcer på bekostning af livet som vi kender det? Eller vil vi sammen udvikle de rigtige løsninger på de kriser, vi har bragt os selv i? Kan vi i Danmark og her i Ribe gå foran og være rollemodeller for en bedre livsform?

Kulturnatten var vanen tro sammensat af bidrag fra en bred vifte af aktører fra Ribe og omegn. Masser af sang, musik, teater, kunst, leg, kreativitet, recycling, streetfood, boder med grønne ideer, foredrag og meget mere. Det er umuligt at fremhæve det hele, men her kommer to aktiviteter, som repræsenterer henholdsvis fortid og fremtid.

Man siger at man skal kende fortiden for at forme fremtiden. Derfor er Museernes foredrag altid værd at gæste. I Kannikegården gav Kirsten Tygesen, formand for Antikvarisk selskab, et meget spændende foredrag om Farrisskoven. Ribe egnens ældste skov, der i mange hundrede år dækkede et kæmpe område på tværs af Jylland. Så stort at et egern efter sigende kunne springe fra Lillebælt til Kalvslund Birkeskov uden at røre jorden. Opstået efter jernalderens kæmpe naturkatastrofer, hvor askeskyer fra vulkaner i Nordamerika og Island mørkelagde store dele af Nordeuropa og udløste en flerårig vinter og hungersnød – måske det vi i mytologen kender som Fimbulvinteren, der kommer før Ragnarok. En klimakrise.
Kirsten Tygesen fortalte levende og interessant om Farrisskoen  ulvenes hærgen og menneskenes tiltag for at redde naturen. Det lykkedes dengang. Vil det lykkes igen?

Noget af det, der kan få det til at lykkes, er, hvis vi alle sammen gør noget selv. I Toldbodens gård tog ildsjæle imod. Ildsjæle, der ikke bare gør noget, men som gør rigtig meget. “Vild i Ribe” er et fint lige-ud-af landevejen projekt hvor ripensere arbejder for biodiversitet i byen i form af naturligt forekommende vilde planter, der bl.a. giver insekterne bedre chancer for at overleve. En flot stand med frøbytte og gode råd.

Endnu mere målrettede går Danutha Ehlers og Christian Lykou til værks med fødevareproduktion efter de 3 etikker for Permakultur: a) Omsorg for jorden b) Omsorg for mennesker og c) Fair fordeling af jorden ressourcer. Danutha driver Folkets Have i Kløjing ved Løgumkloster og Christian driver Skovhaven i Lovrup og underviser i Permakultur m.m. på skolen i Gørding. Vi taler meget om “fra jord til bord”, men der er lang vej så længe vi i Danmark kun formår at dyrke en brøkdel af vores egne fødevarer og bruger størstedelen af vores jord til at dyrke dyrefoder.

Disse to nedslag i Kulturnatten er valgt fordi de ligger understreger de pointer, der kom frem på eftermiddagens debatarrangement på Termansens. En såkaldt talk, som RYKINDRIBE sammen med Kulturnatten havde inviteret til. Et højt kvalificeret panel drøftede forskellige afgørende spørgsmål. Det kommer der en anden artikel om.

 

Vild i Ribe