Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, 17. januar 2019

En foregangskvinde

RYK IND RIBE er på besøg hos Lis Frank, der bor sammen med sin mand på Tangevej i Ribe.
Lis er en stille og beskeden kvinde, der netop har rundet de halvfjerds år. Hun er også noget så sjældent som foregangskvinde og optaget i Kvindernes Blå Bog 2009/10 sammen med kendte mennesker som Tina Dickow, Anja Andersen, Cecilie Frøkjær, Özlem Sara Cekic og mange andre kendte og ukendte danskere, der har udmærket sig på sæt og vis, noget hun dog med sit beskedne væsen nedtoner.

Begrundelsen for, at Lis blev optaget i det fine selskab kan læses i Kvindernes Blå Bog på side 34:

”..Lis Frank har på afgørende vis været med til at nedbryde en del af det meget kønsopdelte arbejdsmarked. Hun har som rollemodel været medvirkende til, at der kommer unge kvinder ind i malerfaget. Hun har vist, at der var en levevej i et for kvinder såkaldt utraditionelt fag, og det længe før det blev en statslig beskæftigelsesstrategi..”

Lis er en af Danmarks allerførste kvindelige bygningsmalere og har dermed været til inspiration for piger og kvinder efterfølgende, og i dag er malerfaget populært blandt kvinder.

Lis har også på andre måder været forud for sin tid ifølge Kvindernes Blå Bog:

”..også på anden vis var Lis forud for sid tid. Der var kun 14 ugers barselsorlov i malerfaget, da Lis fødte sin ældste datter i 1973. Det klarede andre kvinder sig med. Og det gjorde Lis Frank også. Barnets far blev nemlig hjemme og passede den lille ny..”

Opvækst i Haderslev

”Jeg er født i 1948 i Haderslev som datter af en far, der var malermester i et lille firma for det meste bestående af ham selv og en til to lærlinge og en hjemmegående mor, der havde styr på hjemmet, firmaets regnskaber og alt, hvad der fulgte med i at være husmor i en familie i datidens Danmark.
Vi var tre børn i hjemmet. Min storesøster Birgit blev født i 1944 og min lillebror, Peter, blev født i 1954. Endvidere boede vores bedsteforældre på fædrene side også i det lille hus, så pladsen var trang, og der var ikke materiel overflod, men masser af nærvær og voksenkontakt i hjemmet,” fortæller Lis.

Da hun var seks år, døde farfaren, og det betød blandt andet, at der var en ledig seng, som kom til at gå i arv, og storesøsteren flyttede sin soveplads ind til bedstemoren, hvilket ydermere medførte, at man fik det privilegium at få morgenmad på sengen. Senere skulle Lis også få den soveplads.
Hjemmet var generelt præget af sammenhold, arbejdsomhed, tryghed og nærvær, og at pladsen var trang, var et livsvilkår.

Skole- og læretid

”Jeg klarede mig godt i skolen. Det var spændende at lære og læse og høre de fantastiske historier, der blev fortalt. Men den Sorte Skoles krav om lektier og udenadslære var ikke lige mig, og det forventedes ikke, at man fik studentereksamen i min familie, og i 1964 gik jeg ud af 9. klasse,” fortsætter Lis.

Herefter begyndte hun at følge sin far på arbejdet, og trods moderens massive protester – hun så hellere Lis i huset eller på kontor, kom hun, da der blev en ledig plads, i lære hos sin far i 1965.
Herefter fulgte en dejlig og udviklende læretid, der gav stor opmærksomhed, især fra de mange mandlige kolleger, faglighed og dygtiggørelse, der afsluttedes med et svendebrev i 1969.

Voksenlivet

Lis flyttede hjemmefra under sin læretid, men godt understøttet af sin mor, der havde lidt at gøre med fra forskellige småjobs, klarede Lis sig godt trods en beskeden lærlingeløn. Hun nød at have sit eget, men alligevel bo tæt på familien.
Som udlært tjente Lis godt, omkring dobbelt så meget som en ufaglært kvinde, og i 1969 flyttede hun sammen med sin kæreste, og sammen fik de en datter i 1973. Forholdet varede i 5 år, og gennem sin bror, Peter og ved en tilfældighed mødte Lis sin nuværende mand i Århus. Han skulle til Ribe og gå på Seminariet og inden da, var de blevet kærester, og Lis flyttede med og begyndte i 1977 på HF på Ribe Statsseminarium. De slog sig ned og faldt til i Ribe, og i 1980 fik de en søn.
Efter et færdiggjort år på HF startede hun på en byggeteknikeruddannelse, men den må hun afbryde efter trekvart år, og hun vendte herefter tilbage til malerfaget, og efter et langt arbejdsliv, næsten fyrre år som maler, gik Lis på efterløn i 2008. Kroppen kunne ikke længere holde til det fysisk krævende arbejde, og hun indledte et velfortjent otium.

KIM

I sidste halvdel af firserne var arbejdsløsheden stor indenfor de traditionelle kvindefag, og derfor blev der lavet et statslig strategi for at få kvinder til at vælge bredere. Lis kom med i en gruppe af kvindelige håndværkere, det senere KIM, (Kvinder i Mandefag) som skulle være rollemodeller for unge kvinder, der stod foran arbejdsmarkedet. Man var blandt andet ude og undervise i skolernes afgangsklasser. Man ønskede at bryde den opsplitning, der var på køn på arbejdsmarkedet, hvilket især for malerfaget lykkedes rigtig godt. Blandt denne gruppe kvinder fandt hun venner for livet.

Glad pensionist

I dag nyder Lis og manden pensionisttilværelsen i hjemmet på Tangevej i Ribe, med mange gode venner i nærområdet, og i sommerhuset i Helgenæs på Mols, hvor meget af tiden bruges.
Her finder Lis gerne akvarelmalingen frem og dyrker sin interesse for kunst. I sin pensionist tilværelse har hun også været på flere højskoleophold og er i det hele taget et musisk og tænkende menneske.
Roning, som hun har dyrket, siden hun var en ung pige, plejes også i Ribe Roklub, hvor der trænes mindst en gang om ugen.
Børnebørnene, som er den største glæde, findes der også tid til, og besøgene i Holbæk hos søn, svigerdatter og de to børnebørn er talrige.

”Jeg er glad for livet og min pensionisttilværelse. Der har været store sorger og sygdom undervejs, men livet er værd at leve og fejre. Jeg nyder det og den frihed, det giver, at være pensionist.” afslutter Lis Frank.