LørdagsRETROEN om Oluf Rings faldefærdige bopæl i Sct. Peders Gade 4

Tekst og foto: Johnny Tauman
19. maj 2018

Oluf Ring boede i dette hus, da han i 1915 komponerede melodien til ”Se nu stiger solen” og i 1922 ”Danmark nu blunder”.
Med hensyn til bygningen og dens tilstand, så kan vi med fordel bruge begrebet ”at blunde” – for der er vitterlig ikke sket noget som helst – trods mange skriverier, sagsfremstillinger og idéudkast.
”Øjenbæ” blev anvendt som hovedoverskrift ag JyskeVestkysten i 2014 – og siden er det fortsat gået ned ad bakke!

Mindetavle i forfald

Oluf Ring var et ordentligt menneske – og ville sikkert græmmes over det forfald huset er i – selv mindetavlen savner vedligeholdelse, da teksten på det nærmeste er vasket bort.
Er det virkelig det vi vil vise turister, der parkerer på Hovedengen eller bruger Sct. Peders Gade som trafikvej?

2018 – Nu må der ske noget!

”Det er hul i hovedet, at års kamp ikke har rykket en meter!” Hvordan kan en så ringe bygning med råd i konstruktionerne og hul i taget få lov til at blive stående? – hvor længe skal den faldefærdige bygning være en skamplet i Ribe?
Siden den sidste ejer – blikkenslager Svend Bernhard Sørensen – fraflyttede ejendommen i 2001, har huset stået uden tilslutning af varme – sommer og vinter! Hvordan mon det ser ud indenfor?
Måske er løsningen en brik i ”Jernstøberiet”?

Sct. Peders Gade 4 indgår i fortolkningen – men hvordan?

Det nye område får navnet Jernstøberiet, som er et klart nik til områdets historie. Ud over Ribe Jernindustri indgår Ribe Danhostel, parkeringspladsen ved Sct. Peders Gade samt de eksisterende private bygninger ved Sct. Peters Gade og Saltgade.
Målet er at skabe et attraktivt miljø i hjertet af det middelalderlige Ribe. Hvilke planer er der med Sct. Peders Gade 4? Og skal Ribes kobling med Oluf Ring – bla. omtalt i VisitRibe (se senere i artiklen) – fastholdes ELLER skal den droppes sammen med huset? Hvilke aftaler ligger der?

2014 – Forsøg med at omdanne Sct. Peders Gade 4 til P-pladser mislykkedes

Plan & Miljøudvalget behandlede tirsdag d. 4. marts 2014 forslag om at omdanne Sct. Peders Gade 4 til parkeringsplads.

Af den kommunale sagsfremstilling fremgik:
Ansøger ønskede tilladelse til nedrivning af bebyggelsen på grunden med henblik på at etablere en parkeringsplads.
Ansøger anførte, at boligen i 2014 fremstod som en meget uheldig skamplet i gaden, da den var i forfald og helt uden nutidig vedligehold, såvel indvendigt som udvendigt. Ejendommen har desuden i forhold til gaden en uheldig udstrækning, da det hvide hus ligger med ca. 1 m’s fremspring ud i fortovsforløbet.

Udarbejdelse af P-pladsprojektet, muren og porten mod Sct. Peders Gade ønskedes udarbejdet i positiv dialog med kommunen, således at der hurtigst muligt kunne blive ryddet op i gadebilledet og skabt lidt flere P-pladser.

Hvad gik der mon galt?

Ribe Jernindustri udtalte dengang til JyskeVestkysten: ”Historien var lynhurtigt oppe i medierne om, at huset skulle rives ned, men vi fik aldrig solgt huset”, sagde Michael B Olesen. Den potentielle køber var Jon Holm Sørensen – direktør i VVS-Service. Det er aldrig kommet frem, hvad der forpurrede handelen.

Visit Ribe omtaler Oluf Ring – men intet billede

Visit Ribe skriver om Oluf Ring – illustreret med et billede af Ribe Å og Skibbroen – og kun koordinater til Sct. Peders Gade 4:
Oluf Ring kendt komponist.
Oluf Ring brugte store dele af sit liv på at komponere og indføre nye melodier til den folkelige danske fællessang.
Af hans hen ved 300 melodier er mange endnu folkeeje, fx ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, ”Hvor smiler fager den danske kyst”, ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk” og ”Se, nu stiger solen af havets skød”.
Født i Jelling den 24. december 1884. Efter præliminæreksamen 1901 tog han 1905 lærereksamen fra Jelling. I de følgende år virkede han som vikar ved Københavns skolevæsen samtidig med at han tog privat musikundervisning. Han levede som musiker nogle år men brød af og blev 1911 lærer ved seminariet i Ribe indtil 1930.
Han døde i Skårup på Fyn den 26. april 1946.

Ribe.nu og Ribe Handel med kontakt til Børge Ring

Ribe.nu skrev bla. følgende 4. marts 2014 (se her: http://ribe.nu/?p=7560)
”Børge Ring, søn af komponisten Oluf Ring, blev født i Ribe, og blev dansk, Oscar-belønnet instruktør og animator.
Børge Ring har instrueret et par Oscar-belønnede kortfilm, ”Oh my Darling”, der blev nomineret i 1978 og ”Anna og Bella”, der blev oscar belønnet i 1984.
Filmene præges af hans poetiske streg, gennemførte musikalitet og menneskelige lune.
Børge Ring har arbejdet som animator på en lang række store, internationale produktioner, og har i en årrække været bosat i Holland.

Hyldet i Brorsonsminde

For kun et par år siden blev det muligt for Ripenserne at møde og hylde Børge Ring, da en gruppe lokale animationsfreaks (tegnefilmsfans) fik ham til Ribe, hvor han blev hædret på Brorsonsminde. Børge Ring var desuden en blændende jazzmusiker. Han var med i adskillige af guldaldertidens store orkestre.

MON HISTORIEN ER DEN SAMME – BLOT MERE FORFALDEN – OM FIRE ÅR?