Af Hans Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, mandag den 25. oktober

Av det var desværre en, en værre en, det var det…

Set med Ribe-Esbjerg HH-øjne rinder Volmer Sørensens og Chr. Arhoffs næsten 60 år gamle sang en i hu efter lokalopgøret i håndbold mellem Ribe-Esbjerg HH og Kolding IF i Kolding.

KIF fik de to tiltrængte point i kampen for at komme væk fra bunden med en sejr på 35-28 efter en føring på 20-12 efter pausen. Dermed mistede REHH til gengæld to vigtige point i kampen om at komme med i toppen.

Det blev dermed igen en øretæve af de grimme til REHH.

Den store forskel lå i første halvleg. Her var Ribe-Esbjerg HH med i de første cirka 12 minutter, hvor både Søren Rasmussen i mål, forsvaret, Jonas Larholm og Miha Zvizej spillede rigtig godt, men Kolding var endnu skarpere, og efter 5-5 efter godt 12 minutters spil, trak KIF fra ikke mindst takket været den tidligere REHH-målmand Tim Winkler. Han tog både det, han skulle, og langt mere. Hans redningsprocent lå på den rigtige side af 40.

REHH forfaldt til meget ineffektivt spil i angrebet, hvor holdet spillede sig frem til mange gode chancer, men hvor alt for mange af disse chancer blev misbrugt med for dårlige og upræcise skud. Desuden blev der taget mange forkerte beslutninger, og der blev lavet for mange tekniske fejl.

Modsat havde REHH i forsvaret slet ikke fat i de hurtige Kolding-spillere, der stort set spillede sig i gennem, som de havde lyst til.

I anden halvleg faldt Koldings spil en smule i kvalitet, og det lykkedes REHH at få momentum og få halet ind på KIF´s føring, så gæsterne kun var bagud med 4 mål. Men lige lidt hjalp det. KIF trak igen fra, og selv om REHH vandt anden halvleg med to mål, var det slet ikke godt nok. Så enkelt er det.

Kampen i tal:

Målscorere REHH: Jonas Larholm 10, Miha Zvizej 5, Torben Petersen 4, Tobias Olsen 3, Emil Grønbech 3, Jonatan Mollerup 1, Sune Iversen 1 og Jonas Hald Christensen 1.

KIF’s topscorer blev Peter Balling med 7 skarpt forfulgt af Andreas Væver med 6.

Udvisninger: REHH 4 x 2 minutter, KIF 2 x 2 minutter.

1743 tilskuere