Tekst Hasse Jørgensen, foto Kjærgaard Landbrugsskole, tirsdag den 6. oktober 2026

Tre på hver deres måde karakteristiske huse på Ribe-egnen samt en ejendom i Esbjerg, blev mandag præmieret af Esbjerg Kommunes Byfond.

De tre bygninger på Ribe-egnen er Kjærgård Landbrugsskoles nye, banebrydende undervisningsbygning LAB X samt det nye fælleshus på Mandø og Vilslev Præstegård. Desuden blev en boligejendom på Fiskebrogade 3 i Esbjerg præmieret

Fælleshuset på Mandø roses af byfonden for en moderne fortolkning af øens traditionelle smalle længe huse.

Vilslev Præstegård er blevet istandsat over et par år bl.a. efter et voldsomt skimmelangreb som tidligere omtalt her på siden. Her fremhæver byfonden bl.a. den omfattende restaurering med respekt for bygningens historiske udtryk

På Kjærgaard Landbrugsskole hædres bygningen for sin smukke arkitektur og for at skabe et alsidigt og inviterende læringsmiljø for fremtidens landmænd. Kjærgaard Landbrugsskole har som bekendt til huse i en gammel herregård, og den nye undervisningsbygning adskiller sig markant fra hovedbygningen og illustrerer, at på landbrugsskolen går nutiden hånd i hånd med historien.

I dommerkomitéens begrundelse fremhæves LAB X særligt for at ”skabe et alsidigt og venligt undervisningsmiljø i en nyfortolkning af de eksisterende produktionsbygninger.”

LAB X er født ud af ambitionen om at give skolens elever moderne rammer i topklasse og samtidig styrke uddannelserne inden for fremtidens grønne og højteknologiske landbrug. Bygningen rummer blandt andet et moderne auditorium og avancerede laboratoriefaciliteter, hvor eleverne får helt nye muligheder for at koble teori, forsøg og praksis under samme tag.

En investering i fremtidens landbrug

LAB X er opført med stort fokus på bæredygtighed og på at skabe et inspirerende undervisningsmiljø, der matcher den hurtige udvikling i erhvervet, hedder det i en pressemeddelelse fra landbrugsskolen.

Realiseringen af det ambitiøse byggeri er muliggjort gennem en generøs donation på 15 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal samt en donation på 800.000 kr. fra Fruervadgårds Mindelegat. Bygningen er tegnet af Arkitektfirmaet TEKT, mens Maskinsnedkeriet Phønix ApS har været totalentreprenør på byggeriet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Lasse Iversen Hansen med beviset på præmieringen

Lasse Iversen Hansen, forstander på Kjærgård Landbrugsskole, siger om præmieringen: – Vi er utroligt glade og stolte over anerkendelsen fra Esbjerg Kommunes Byfond. LAB X er skabt til vores elever og til fremtidens landbrugsuddannelser, og derfor varmer det ekstra meget, at både arkitekturen og det pædagogiske miljø bliver fremhævet. Bygningen giver os fantastiske rammer til at forene teori, praksis og ny teknologi, så vi kan klæde vores elever bedst muligt på til fremtiden.

De kommende landmænd har fået helt moderne undervisningslokaler