Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse og Al-genereret, fredag den 23. oktober 2026

Hotel Ribe vil i de kommende måneder gennemgå en gennemgribende ændring indvendigt, der ikke alene vil give et par værelser mere men samtidig ændre de tidligere restaurationslokaler, som vil kunne bruges til selskabet på et halvt hundrede personer. Desuden bliver pubben gjort hyggeligere og mere intim.

Arbejdet er i øjeblikket i sin opstart, og det kommer, efter at ejerne efter lang tids kamp og knoklen er ved at være færdig med den udvendige renovering og maling af hotellet. Tanken er, at det hele skal være færdigt til forårssæsonen starter i marts. Det er stueetagen, der bliver berørt. Værelserne på første sal er jævnligt ført a jour og vil blive holdt åbne under ombygningen.

Det er ejerne af hotellet Anette Mattesen Sørensen og Preben Nielsen Jensen, der fører planerne ud i livet.

– Vi har lige siden overtagelsen for snart to år siden vidst, at der skulle flere værelser til. Nu indretter vi to værelser i den store sal, hvor der også bliver et lokale, hvor billardbordet kan stå. De nye værelser bliver for gangbesværede, og efter planen bliver hovedindgangen i gården.

– Dertil kommer, at vi river en væg ned i den tidligere restauration, og her sættes der borde op, så lokalet kan bruges til indtagelse af morgenmad. Her vil der også kunne holdes selskaber for op mod et halvt hundrede mennesker.

– Den ordning med, at vores overnattende gæster kan bruge Marinestuen som hyggerum om aftenen fortsætter, og Marinestuen bliver udvidet med et lille the-køkken, ligesom der fortsat vil være et køleskab med mulighed for selvbetjening af drikkevarer, fortæller Anette Mattesen Sørensen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan forventes det, at det nye morgenmadslokale og festlokale kommer til at se ud (Ai genereret)

Preben Nielsen Jensen føjer til, at man gerne ville have lavet endnu flere værelser i den store sal, der gennem tiderne har været rammen om mange forskellige begivenheder lige fra danseskole over koncerter og store familiefester til mindesammenkomster efter begravelser.

– Vi havde indsendt forslag til kommunen til flere værelser, men da vi ikke må sætte flere vinduer i den væg, der vender ud mod gården, og da vi ikke må sætte ovenlysvinduer i taget, er vi nødt til at droppe planerne om flere værelser.

– Det pudsige er, at da salen blev bygget, var det et krav, at der skulle være ovenlysvinduer, men det må der altså ikke nu, konstaterer Preben Jensen.

Hotel Ribe rummer i dag syv værelser, hvoraf de fem er med eget bad og toilet mens to værelser deler et badeværelse. Hotellet er rigtig godt besøgt af både danske og udenlandske gæster. Værelserne på 1. sal berøres ikke af byggeplanerne, og lokalerne i stuetagen vil så vidt det overhovedet er muligt blive holdt åbne under ombygningen.

Ægteparret Sørensen og Jensen overtog hotellet efter Tinne Rieck og Niels Toft, der nu ejer og driver restaurant Kammerslusen.

Preben og Anette