Tekst og fotos Hasse Jørgensen, tirsdag den 26. september 2023
Siden istiden har Vadehavet passet sig selv. Det er den mest uberørte natur i Danmark. Vadehavet er fundamentet for den udvikling og udvidelse af den danske natur, som står for, og som ikke mindst EU presser på for at få gennemført i Danmark
Vadehavet er samtidig hjemsted for et imponerende dyreliv, hvor op mod 18 millioner fugle hvert år passerer på træk forår og efterår, og hvor millioner af standfugle også holder til.
En natur, der vil lide ubodelig skade, hvis der gøres alvor af tankerne om at lave et nyt testcenter for vindmøller lige på kanten af Vadehavet.
I øjeblikket er staten i gang med en screening af områder, der kan bruges til sådanne testcentre, og her er Vadehavet stærkt inde i billedet med et område, der strækker sig fra Kammerslusen ti kilometer mod nord mod Darum, og et tilsvarende område, der strækker sig fra Rømødæmningen mod syd.
8 møller på ti kilometer
Områderne vil i givet fald kunne give plads til otte testmøller med en højde på 450 meter sående på et betonfundament, der skal gå 70 meter ned i jorden og fyldes med beton. Desuden skal der rundt om hver mølle laves en platform i beton på 4 hektar, der skal være arbejdsplads for de forsøg og det arbejde, der skal udføres på møllerne. Hertil kommer, at infrastrukturen skal ændres stærkt for at få transporteret de store mølledele til stederne. Alene vingerne får en længde på 200 meter.
Disse konkrete ting var emnet for det dialogmøde Nationalpark Vadehavet og Danmarks Naturfredningsforening havde indbudt til tirsdag formiddag med mødested på diget og efterfølgende møde på restauration Kammerslusen.
Et panel bestående af formanden for Nationalpark Vadehavet, Flemming Just, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, direktør Klaus Melbye, Vadehavscentret, Allan Svendsen Ny Borgerlige, Pernille Vermund, Ny Borgerlige, byrådsmedlem Henning Ravn (V), Esbjerg, naturforkæmper Jesper Klein, tidligere folketingsmedlem Eva Kjer Hansen (V), borgmester Jørgen Popp Pedersen, Tønder, tidligere folketingsmedlem Ulla Tørnæs (V), viceborgmester i Tønder, Martin Iversen (V) og borgmester på Fanø Frank Jensen, kom med indlæg og svar på spørgsmål fra de omkring 25 borgere, der var mødt op til mødet.
Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), var forhindret af et møde i Kommunernes Landsforening.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Til venstre ses en visualisering af møllerne ved Ballum. Til højre placeringen. De blå prikker angiver, hvor møllerne måske skal stå.
Kun et folketingsmedlem kom
Samtlige folketingsmedlemmer i Sydjyllands Storkreds var inviteret til mødet, men kun Pernille Vermund dukkede op.
Og det blev understreget fra alle sider, at dette her ikke er en kamp mod vindmøller.
Som Maria Reumert Gjerding sagde det, står Danmark overfor to problemer nemlig udbredelse af den grønne energi og bevarelsen og udvikling af naturen og biodiversiteten. Det ene må ikke ødelægge det andet.
– Vi er bestemt ikke mod vindmøller og grøn energi, men møllerne må ikke ødelægge et så enestående stykke natur, som Vadehavet i virkeligheden er. Man snakker globalt om naturen og at vi skal udvikle lavjordområderne. Her er netop et område af lavjord, som har en meget stor betydning og er basen for den fremtidige udvikling.
En ommer
Mødet havde til formål at sætte fokus på problemerne, og der var totalt enighed blandt deltagerne om, at gigantmøller i eller ved Vadehavet er en ommer, og Maria Reumert Gjerding mente som andre, at starten bør starte helt forfra med en ny screening for at finde frem til, hvor testmøller kan opføres.
Flemming Just oplyste om en støjmåling, der er foretaget, og at støjen vil berøre et meget stort område. Fuglelivet vil også tage stor skade blandt andet fordi fuglene vil blive tiltrukket af de lystårne, der skal stå ved selve møllerne. Og Klaus Melbye bekræftede, at allerede nu lider mange fugle døden ved at ramme vindmøller.
Op på Christiansborg
Formålet med mødet var ikke mindst at få sat fokus på problemet og få det rejst overfor politikerne på Christiansborg. Det lovede Pernille Vermund fra Ny Borgerlige at bidrage til ved at stille spørgsmål om sagen til relevante ministre, indkalde til samråd og arrangere en høring om på problemet på Christiansborg.
Og både Sebastian Klein, Flemming Just og Maria Reumert Gjerding gav prompte tilsagn om at deltage i en høring på ”borgen”.
Der blev desuden fra alle sider peget på, at det gælder om at bruge det netværk, de enkelte har og dermed påvirke politikerne, når den endelige beslutning skal tages.
Alle paneldeltagere og øvrige deltagere i mødet var enige om, at vindmøller ikke har noget at gøre i dette helt unikke stykke natur, der ikke kun tilhører Danmark, men som er af global interesse.
Får konsekvenser for Verdensarv
Vadehavet er i dag en del af Unescos Verdensarv, og Flemming Just kunne oplyse om, at Unesco ser med meget strenge øjne på tiltag, der indebærer opsætning af tekniske installationer i eller ved Verdensarv.
Både Flemming Just og Maria Reumert Gjerding var efter mødet rigtig godt tilfreds med afviklingen af mødet.
– Det var en god saglig og faglig debat, og jeg er rigtig godt tilfreds. Formålet er, at vi får politikerne og pressen i tale, og det lykkedes vi rigtig godt med, sagde Flemming Just.
– Jeg er meget tilfreds og meget håbefuld. Det var en god debat og en god indikation af, at en fejl skal rettes. Man har glemt at se på jorden, og screeningen i det hele taget er helt vanvittig, slog Maria Reumert Gjerding fat.
Afgørelsen om eventuelle testmøller falder efter planen i dette efterår.

Mødet blev indledt med en tur på diget, og i det dejligste sensommervejr med får, der blev sendt på nye græsmarker, kunne deltagerne ved selvsyn se, hvor unikt et naturområde, der er tale om