Tekst og foto: Bo Børsen Hansen, 21. januar 2023.
Ribe Bordtennis Klub har et meget ungt og talentfuldt Jyllandsseriehold bestående af Lauge Foged 18 år, Jonathan Feddersen 17 år og Gustav Højslet på blot 13 år.
Holdet har i efteråret haft det svært i en stærk senior Jyllandsserie række og spiller således kvalifikation i foråret om at blive i rækken.
Torsdag aften kæmpede de unge flot mod et stærkt og rutineret Billund hold.
Indledningsvist blev doublen tabt til stillingen 0-1.
Gennem holdkampen blev der vist meget flot spil og navnlig flot moral af de unge Ribe spillere.
Således blev stillingen 2-4 til Billund flot vendt til uafgjort 5-5 med 3 sejre ud af de sidste 4 i singlerne.
3 sejre til en sikkert og meget velspillende Jonathan Feddersen og 2 flotte sejre til Lauge Foged sikrede uafgjort til det meget unge Ribe hold. Yngste mand og Benjamin, Gustav Højslet, havde en uheldig aften med 3 knebne nederlag til de erfarne Billund spillere. Kom igen, Gustav!
Ribe har nu således 1 point i kampen for at bevare holdet i Jyllandsserien. De 2 første pladser i rækken giver plads i jyllandsserien næste år. Silkeborg og Vejle besætter p.t. disse 2 pladser.
Men bolden er rund og det unge Ribe hold har fremtiden for sig og alt at spille for i foråret.
Godt kæmpet, drenge!