Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, torsdag den 1. oktober 2026
Klovneløb Ribe har gennem fire år samlet byen om fællesskab, motion og et vigtigt formål. Nu ønsker arrangørgruppen at give stafetten videre til nye ildsjæle, som vil føre den flotte tradition videre.
Da Klovneløb Ribe blev afholdt for første gang i 2023, var håbet at skabe et lokalt arrangement, der kunne samle familier, virksomheder og frivillige om at støtte Danske Hospitalsklovne. Fire år senere kan arrangørgruppen se tilbage på en imponerende rejse med rekordstore indsamlinger, voksende opbakning og stærke fællesskaber.
I løbets fireårige historie er der samlet mere end 300.000 kroner ind til hospitalsklovnenes vigtige arbejde på de danske hospitaler, og Ribe har hele tre år i træk været det Klovneløb i Danmark, der har samlet flest penge ind. Senest blev der indsamlet 106.590 kroner ved årets løb, hvilket endnu en gang sikrede byen en ny national rekord.
Men selv gode historier når et punkt, hvor nye kræfter skal tage over.
– Vi er utrolig stolte af det, vi sammen med byen har fået skabt. Det har været fire fantastiske år med masser af oplevelser, grin, frivillighed og en enorm opbakning fra både erhvervsliv, deltagere og sponsorer. Men der er sket meget i vores liv siden starten, og vi må erkende, at vi ikke længere har den tid, der skal til for at løfte opgaven, fortæller May-Britt Andrea Kallan
Gruppen består af May-Britt Andrea Andersen Kallan, Claus Pedersen, Danni Callesen og Mikkel Willerslev, som sammen har stået bag arrangementet siden begyndelsen.
Et arrangement, der samlede hele byen
Klovneløb Ribe har gennem årene udviklet sig til meget mere end et motionsløb. Arrangementet har samlet børn, familier, virksomheder og foreninger omkring en sag, som berører mange. Samtidig har det lokale erhvervsliv bakket op med donationer, frivillige hænder og engagement, som har været afgørende for succesen.
For arrangørgruppen har det især været glædeligt at opleve, hvordan fællesskabet i Ribe år efter år har løftet projektet.
– Det har været fantastisk at se, hvordan hele byen har taget ejerskab til løbet. Hver gang vi har spurgt om hjælp, har nogen været klar. Det er i virkeligheden den største succes, hvilket også er noget af det der gør det lidt vemodigt for os at sige farvel, siger Claus Pedersen.
Stafetten gives gerne videre
Selvom arrangørgruppen nu træder tilbage, håber de ikke, at Klovneløb Ribe stopper.
Tværtimod ønsker de at finde nye kræfter, der har lyst til at videreføre arrangementet og bygge videre på det stærke fundament, som allerede er skabt.
– Vi håber, at der er nogle lokale ildsjæle, en forening eller et nyt arrangørteam, som har lyst til at gribe stafetten. Vi stiller os meget gerne til rådighed med en grundig overlevering, deler vores erfaringer og hjælper nye arrangører godt i gang, fortæller Danni Callesen.
Gruppen understreger, at både koncept, erfaringer, samarbejdspartnere, facebookside og praktiske erfaringer er klar til at blive givet videre.
En stor tak
Afslutningsvis sender arrangørgruppen en varm tak til alle, der har været en del af rejsen.
– Tak til alle deltagere, frivillige, sponsorer, samarbejdspartnere og støtter. Uden jer havde det aldrig været muligt. Sammen har vi skabt noget helt særligt for både Ribe og Danske Hospitalsklovne. Det vil vi altid være stolte af, siger Mikkel Willerslev.
Interesserede i at føre Klovneløb Ribe videre kan kontakte arrangørgruppen for en nærmere snak om mulighederne for at overtage arrangementet.






































































