Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, torsdag den 1. oktober 2026
70 års venskabsbysamarbejde mellem Ribe og engelske Ely er fejret med pomp og pragt i Ribes engelske venskabsby. 21 medlemmer af Venskabsbyforeningen i Ribe deltog i fejringen.
Formanden for Ribes venskabsbyforening, Ruth Christensen fortæller, at Dannebrog vajede på Market Place i Ely, og sommervejr med høj sol og blå himmel havde for weekenden afløst efterårets ustabile vejrlig.
– Siden 1956 har Ely været Ribes venskabsby. Det har været et stort ønske fra The Ely-Ribe Association og fra byrådet i Ely, at dette 70-års jubilæum skulle fejres sammen med mange medlemmer fra Venskabsbyforeningen i Ribe. Ely har kun Ribe som venskabsby, fortæller Ruth Christensen og fortsætter:
– I dagene 24. – 27. september var der planlagt arrangementer og aktiviteter. Den officielle festligholdelse af jubilæet var den følgende formiddag i det historiske samlingssted The Malings. Foyeren er for nyligt omdøbt til The Ribe Foyer, og i dagens anledning var der pyntet med danske og engelske flag. I denne Foyer hænger også det smukke kunstværk, som Mona Martinussen vævede til 50-års jubilæet i 2006. Dette flotte Tapestry er både Ely og Ribe meget stolte over.
(Artiklen fortsætter under billedet)

– Festligheden i den store sal blev åbnet af the Town crier, som med imponerende påklædning og kraftig røst bød os alle velkommen og gratulerede med jubilæet.
– Tidligere formand i Ribe, Grethe Færch Simonsen, havde sendt en fin lykønskning, som bl.a. fortalte om underskrivelsen af ”The Twinning Charter” i 2001, et dokument, som beseglede aftalen fra 1956. Underskrivelsen fandt dengang sted i Ely og blev foretaget af Elys borgmester Richard Hobbs og Ribes borgmester Jørgen Elsted Hansen. Richard Hobbs deltog i fejringen denne formiddag.
– Formand for The Ely-Ribe Association Anne Heffernan modtog som jubilæumsgave fra Ribe en stor buket røde roser, som de selv skulle samle i LEGO.
(Artiklen fortsætter under billedet)
– Dagens højdepunkt var afsløring af et usædvanlig smukt kunstværk, skænket af byen som jubilæumsgave. Den unge lokale kunstner Ruth Martindale havde i sten med ord flettet venskab og jubilæum sammen. En overvældende gestus, som viser den store værdi, vores venskabsbysamarbejde har for Ely.
– Ligesom i Ribe har der i Ely været mange hekseprocesser. Et fint bevis på dette fik vi fredag aften, hvor et amatørteater genopførte retssager mod tre formodede hekse. Dette foregik i den autentiske gamle og flotte retssal, hvor vi som tilhørere blev bedt om at votere. De fleste dømte ”not guilty”.
– En ny og stor festligholdelse ventede os lørdag aften i St Mary’s Church Rooms. Denne bygning dannede for 25 år siden rammen om underskrivelsen af The Twinning Charter.
– I et festpyntet lokale var alle gæster og værter inviteret til spisning. Der blev holdt takketaler og uddelt gaver. Ruth Christensen og Kirsten Beck modtog på vegne af Venskabsbyforeningen et fornemt foto af det nye kunstværk.
(Artiklen fortsætter under billedet)

– Som en særlig festlig del af aftenen spillede ”The Band of Hope” op til dans. Bandet har specialiseret sig i populærmusik fra 1920’erne og 30’erne. Fantastisk og fornøjelig underholdning.
– Senere instruerede Anne Nielsen englændere og danskere i to meget muntre vikinge råbekor.
– Det er nemt at beskrive jubilæets mange spændende programpunkter, men som det bærende er de mange venskaber og bekendtskaber, som fylder samværet. De gode både muntre og alvorlige samtaler, som fejringen også gav plads til, er så værdifulde for os alle. Dette jubilæum vil leve længe i vores erindring og giver de bedste forventninger til englændernes genbesøg i Ribe i 2028.
– Besøget bekræftede de stærke bånd mellem Ely og Ribe. Mange former for udveksling har fundet sted igennem de mange år. Men der er stadig et stort ønske fra begge byer om nye initiativer fra skoler, sportsklubber og foreninger. Det gælder også til Ribes andre venskabsbyer. Foreningen formidler gerne kontakten, fortæller Ruth Christensen.







































































