Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 22. januar 2025
Støberikvarteret i Ribe, der er under planlægning på jernstøberiets gamle grund, skal fter planerne indeholde omkring 320 nye boliger i form af forskellige boligtyper.
I en by af Ribes størrelse kan det synes at være mange nye boliger på relativ kort tid.
Men formanden for Ribe Boligforening, Nis Peter Heinsen, fortæller, at man i boligforeningen har meget travl med at komme i gang med byggeriet.
– Vi har 550 aktive boligsøgende på venteliste, og vi har 93 nuværende beboere, der gerne vil have enten en større eller en mindre lejlighed. Dertil kommer, at vi har nøjagtig 2006 på den hvilende venteliste, hvor medlemmerne ikke er akut boligsøgende, fortæller Nis Peter Heinsen.
Ribe Boligforening har lagt billet ind på et areal til 120 boliger i støberikvarteret og foreløbigt fået tilsagn om jord til 60 boliger.
Vicedirektør i Esbjerg Kommune, Per Rexen, oplyste på dialogmødet i Ribe Fritidscenter (omtalt andet sted på siden. Red) at man i kommunen er klare over, at man ikke kan udbyde 320 boliger til salg på en gang uden at sprænge boligmarkedet i Ribe.
Udarbejdelsen af lokalplanen og salget vil komme til at foregå, så også boligmarkedet og købere kan være med.