Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 11. november 2026

Per Mathisen, der driver Ribes Blomsterhus, har nu åbnet en form for filial af butikken ved Seminarievej.

Per Mathiesen har med en ny skillevæg fået etableret en mindre butik ud mod Seminarievej, og i denne butik er der åbent for selvbetjening fra klokken 6 til 22.

Per Mathisen har gennem to til tre år haft varer stående i passagen mellem Seminarievej og parkeringspladsen bag ved, men her var udbuddet ret begrænset. Det er udvidet væsentligt i den nye butik. Har kan der købes buketter, sammenplantninger, gavekure og andre gaveartikler som f.eks. chokolade, og afregningen foregår ved mobile pay.

– Vi har fra vores kunder kunnet mærke en stigende efterspørgsel for at kunne handle udenfor normal åbningstid, og det er den efterspørgsel, vi nu prøver at efterkomme, siger Per Mathisen.

Selve hoveddøren ud mod Seminarievej er forsynet med en låseanordning, der automatisk åbner døren klokken 6 og igen automatisk låser døren klokken 22.

– Vi kører jo om morgenen ud til vores erhvervskunder, men har de nu brug for en blomst eller en gave tidligere, kan de selv hente den, forklarer Per.

Den kendte butik fortsætter uændret.