Tekste Hasse Jørgensen, foto Royal Run, mandag den 27. januar 2025
Esbjerg Kommune og DGI inviterer alle til en aktiv søndag formiddag, hvor små og store kan brænde krudt af og hygge sig til Træn med Royal Run.
Motion, leg og hyggeligt selskab. Lyder det som opskriften på en god søndag formiddag for børnefamilien? Så læg vejen forbi Ribe Hallen ved DanHostel i Sct. Peders Gade den 2. februar kl. 10-11.30, hvor Esbjerg Kommune og DGI Sydvest slår dørene op til den anden af årets fem Træn med Royal Run-events.
Deltagerne kan teste gå- eller løbeformen på en One Mile, der bliver opmålt til dagen, og hvis deltagerne har mod på mere end rutens ca. 1,6 km, er der frit slag til at tage flere runder, så turen måske når op på fem eller ti km, som også hører til de royale distancer.
Foruden gå- eller løbeturen er Ribe Hallen åben, og her kan små og store slå sig løs med aktiviteter, som Ribe Badminton Club og Ribe Klatreklub står for. Trænger sulten og tørsten sig på, er der pølsehorn og kakao til børnene, mens forældrene kan tage sig en kop kaffe, og så sørger Royal Run for lidt lækre goodies til de første 200 deltagere.
Mere motion i hverdagen
Træn med-arrangementerne er en vigtig del af optakten til Royal Run den 9. juni, hvor et endnu ukendt medlem af den kongelige familie deltager i den populære motionsfest, som for første gang lægger vejen forbi Danmarks ældste by. I starten af januar deltog et par hundrede glade motionister i den første officielle fællestræning, og Esbjerg Kommune og DGI Sydvest håber på at gentage succesen.
– Der er en fantastisk stemning omkring Royal Run, som har plads til alle uanset form og alder, og det vigtigste formål er netop at samle folk i aktive fællesskaber, der motiverer til mere motion i hverdagen. Derfor glæder vi os til forhåbentlig at se en masse friske børn og voksne til en sjov og hyggelig formiddag, hvor vi kan få bevæget os, mens vi glæder os til Royal Run, siger Thomas Rejkjær Nielsen, der er Bevæg dig for livet-koordinator i Esbjerg Kommune.
Deltag med eller uden billet til Royal Run
Billetterne til den kongelige folkefest i Ribe blev udsolgt på bare fem timer, men heldigvis er alle velkomne til Træn med, lige som der også er rig mulighed for at heppe fra sidelinjen og tage del i den royale stemning 2. pinsedag.
Den næste omgang træn med Royal Run finder sted den 2. marts, og her er der motion og fastelavnsfest på programmet.