Tekst og fotos Hasse Jørgensen, tirsdag den 22. marts 2022
Sydvestjyske Museer har allerede et godt samarbejde med forskellige kulturinstitutioner i USA og med den amerikanske ambassade i Danmark, og med den fungerende amerikanske ambassadørs besøg i Ribe tirsdag, er der lagt op til et yderligere udbygget samarbejde ikke mindst omkring fotograf og samfundsskilderen Jacob A. Riis.
Det var anden gang, den fungerende ambassadør, Stuart Dwyer, besøgte Ribe. Første gang var på ferie med hustruen, der også var med ved dette besøg, der var mere officielt.
Sydvestjyske Museer havde oprindeligt aftale med ambassadør Carla Sands, men det blev aflyst grundet Covid19. Carla Sands er i mellemtiden fratrådt, og nu, hvor Danmark igen er åbnet efter Covid19, har ambassaden ønsket et nyt møde i Ribe med direktør for Sydvestjyske Museer Flemming Just for at drøfte et udvidet samarbejde.
Mødet fandt sted under en rundtur, Stewart Dwyer var på i Syd- og Sønderjylland, og Flemming Just fortæller, at et sådant møde altid vil kunne være med til at åbne døre for museet i USA.
Jacob A. Riis museet har som det eneste danske museum en fond raising organisation i USA, og hvert år modtager museet donationer fra denne organisation. Den første formand var den dansk-amerikanske forretningsmand Fl. Heilmann, mens den nuværende formand er Lela Riis Agnew, der med bopæl i New York er meget aktiv indenfor den amerikanske kultur-verden og fundraising.
For mere end 15 år siden etablerede Ribe Katedralskole et samarbejde med Jacob A. Riis Settlement i New York bydelen Queens. Hvert andet år er elever fra Ribe på udveksling i USA og hvert andet år omvendt. Et settlement i USA er et kulturelt, socialt forsamlingshus, og Flemming Just kan fortælle, at både de danske og amerikanske udvekslingsstudenter får sig lidt af et kulturchok, når de besøger de respektive lande.
– For amerikanere er det usædvanligt, at man kan cykle, og at man faktisk er ude af byen, inden man rigtig har trådt til i pedalerne, fortæller Flemming Just med et grin.
Sydvestjyske Museer arbejder i øvrigt på i øjeblikket at lave en særudstilling om en dansk-amerikansk dokumentarist, som har lavet et større fotoprojekt omkring hjemløse i USA, deer falder godt i tråd med Jacob A. Riis virke.
Den amerikanske fungerende ambassadør, Stewart Dwyer, var begejstret for igen at være i Ribe, som han finder, er en meget smuk og interessant by med de gamle gader.
Han var også meget begejstret for Jacob A. Riis Museet, hvor han fik en grundig rundvisning: – Det museum giver en bedre forståelse for historien og datidens befolkning og dens baggrund. Besøget her har givet inspiration til yderligere samarbejde, lød det fra Stewart Dwyer.