Tekst og foto: Annette Brøchner Lindgaard
Torsdag d. 13. oktober 2022

På søndag er alle sejl sat til et brag af en kulturnat. Efter de hårde år med Corona er der nu igen skruet helt op, så vi sammen kan gå – ikke fra – men til Vid & Sans med alt det Hjernen kan. En farvestrålende palet af guf for alle sanser, følelser, motorik og alt det, der opstår når vores hjerne får frit spil.

For 17. gang har kulturnattens egen huskunstner Bernd Hobohm skabt en spændende plakat med alle de fine, sjove og drillende elementer, der gennem årene har kendetegnet Kulturnatten. Plakater, som er blevet samlerobjekt.

Bernd Hobohm tegnede sin første Kulturnat plakat i 2004 og har altså, med to års undtagelse, været tilknyttet kulturnat komitéen med sit kunstneriske talent siden da.

Plakaterne er håndtegnede og håndkolorerede – ikke noget med computerprogrammer her – Bernd betegner sig selv som analog af princip. Gennem årene har plakaterne udviklet sig og illustreret tema og stil for årets begivenhed, men samtidig har visse elementer været mere eller mindre gennemgående.

17 flotte plakater til Kulturnætterne har Bernd Hobohm skabt

Domkirken er med på samtlige plakater. Nogle gange tydeligt og nogle gange lagt ind som en lille gåde for det opmærksomme øje. Storken er også med på alle plakater og har også i år en fremtrædende rolle som den, der kommer flyvende med den kreative, sansende hjerne. Ribehunden Plet har ikke været med fra starten, men er nu fast. Endda selv om den lille hund, der har siddet model, ikke er længere. De mange katte, der spiller en aktiv rolle, skifter efter hvem, der for tiden er huskat i kunstnerhjemmet i Lustrup. Og så er der lige rågerne, der ikke vil gå væk og en lille stikpille til Esbjerg Kommune, der jo som bekendt også er blevet en del af horisonten.

Bernd stammer fra Berlin hvor han startede sit kunstnerliv som karikatur- og Cartoon-tegner. Den politisk aktive kunstner drog ud og skabte netværk over alt og kom ad mange veje, der også omfatter vikingeskibet Imme Gram og togter til Grønland, til Ribe, hvor han slog sig ned og foreløbigt er blevet i omkring 30 år.

Sideløbende med tegnekunsten blev også et talent for træskærerarbejdet udviklet og Bernd har gennem årene bidraget til væsentlige projekter bl.a. for Fredningsstyrelsen med middelalder- og vikingehuse i hele landet. F.eks.  de flotte knægte, der præger facaden på Terpagers gamle gård.

Ud over at bidrage med plakaterne, har Bernd gennem alle årene været en aktiv medspiller i Ribes stærke kulturliv. Men som mange andre er også Bernd opmærksom på, at der er ved at ske en afmatning, som vi bør være opmærksomme på. Spørgsmålet om hvorvidt der vil være kulturnætter fremover, kan ingen af os besvare, men Bernd deler den opfattelse, at det, trods de frivilliges enorme indsats, kan blive svært at gennemføre dem med de stærkt beskårne midler, der er til rådighed og at det måske er ved at være tid til at stoppe op og overveje, om ikke vi skal finde på noget helt nyt. Starte på en frisk på en måde der aktiverer og bygger bro til de næste generationer.

Og så – tilføjer RYKINDs udsendte – behøver det jo ikke at betyde, at der ikke kommer flere plakater – til samlerne.

Kultur og kunst er i hvert fald helt sikker kommet til Ribe for at blive.