Tekst og Foto: Annette Brøchner Lindgaard
Fredag d. 13. maj 2022
86-årig sprang ud som forfatter og genfandt gamle venner
Det havde ligge som en idé i baghovedet på Inge Nybro Laugesen i mange år, men for omkring 6 år siden begyndte hun for alvor at skrive sine erindringer fra tiden som sygeplejerske på Ribe sygehus.
Det kom der, som omtalt i RYKIND i februar 2022, en meget underholdende og interessant bog ud af. En bog, der beskriver livet på Amtssygehuset i 1950-ernes Ribe. Forleden fortalte Inge om bogens tilblivelse og det var – om muligt – endnu mere interessant fordi hun er en fremragende fortæller med et friskt tempo og et lunt glimt i øjet.
Da Inge for alvor gik i gang med bogprojektet, viste det sig, at det var muligt at finde rigtig mange arkivalier, herunder hendes egne eksamenskarakterer og de fine udtalelser hun fik med fra sygehuset. Samtidig var der, takket være en meget fotointeresseret læge fra samme periode, rigtig mange billeder fra dagliglivet på sygehuset. Det satte rigtig god gang i Inges erindringer.
Bogen blev til ved at Inge knoklede i sin have og samtidig lod alle mulige tanker og billeder dukke op i hovedet. Efter et par timer var det så tid til at gå indendørs og sætte sig til tasterne og ofte flød fortællingerne ganske ubesværet frem på skærmen og senere ind i bogen. Det var ikke kun let, men det var spændende og sjovt at genbesøge fortiden. Det var også hårdt arbejde, at få bogen gjort til virkelighed, men det lykkedes.
Siden har der vist sig, at bogudgivelsen har ført til, at Inge har fået kontakt med gamle venner helt tilbage fra tiden på Esbjerg Statsskole. Også herfra kan hun huske sjove detaljer og episoder, som ligger næsten 70 år tilbage. Bland de mange fremmødte var flere, der kunne bidrage med egne erindringer som indlagt eller personale. Om omgangstonen, der ikke altid var lige venlig og forstående, men som også kunne være både hjælpsom og omsorgsfuld.
Det var i sig selv spændende at høre om hvordan Inge havde genskabt sine erindringer og Mette Guldberg fra Ribe Byhistoriske Arkiv sluttede også arrangementet af med at opfordre andre til at nedskrive eller indtale deres erindringer og overdrage dem til arkivet. Og det behøver ikke være i bogform.
Her i Ribe har vi, af naturlige grunde, stort fokus på Vikingetid og Middelalder, men historien om 1900-tallet skal fortælles nu – i hvert fald, hvis det skal være af mennesker, der selv har levet og oplevet tiden. Hvis du har lyst til at bidrage til indsamlingen, er du mere end velkommen til at møde op på Byhistorisk arkiv i kælderen under Ribe Bibliotek og få mere at vide, hver den første tirsdag i måneden fra kl. 12.00 – 16.00. Du kan også skrive en mail til Ribebyarkiv@esbjerg.dk.
Hvis du er blevet interesseret i at læse Inge Nybro Laugesens bog om Frk. Mogensen, kan den købes hos Inge ved henvendelse på tlf. 30152445