Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: Arkiv
Søndag d. 5. november 2023
En undersøgelse af lagene under husene i det meste af Ribes gamle bydel viser, at der fortsat er sætninger i terræn. 8 ud af 14 målinger viser statistisk signifikante sætninger på op til 31 millimeter siden sidste måling i år 2000.
Jordlagene under husene, der også kaldes kultursvampen, består primært at 800 års affald, byggematerialer, dyreknogler og arkæologiske genstande. Hvis kultursvampen ikke holder en relativt konstant fugtighed, er den i fare for at synke sammen, med det resultat at husene kan synke, slå revner, blive endnu mere skæve og, i værste fald, falde sammen.
På et møde i Ribe Byforum torsdag morgen fremlagde kommunens byudviklingschef Peer Rexen resultatet af den miniundersøgelse af Kultursvampens tilstand, som er blevet gennemført her i 2023.
Miniundersøgelsen er lavet af Teknik & Miljø i samarbejde med Sydvestjyske Museer og er en fortsættelse af gl. Ribe Kommunes undersøgelse helt tilbage fra år 2000. Undersøgelsen har bestået i måling ved kendte nivelleringspunkter i Ribes middelalderkerne. Enkelte punkter har været målt siden 1917. De to største sætninger i den nye undersøgelse findes i henholdsvis Grønnegade og ved Toldboden.
I år 2000 pegede undersøgelsen på, at løsningen er en højere gennemsnits grundvandsstand i kultursvampen. Det kan gøres ved at hæve minimumsvandstanden i Ribe Vesterå, men det er aldrig blevet besluttet. Alle løsningstiltag vil kunne påvirke flere forskellige områder både inden i og uden for byen og kræver en samlet vurdering, inden det sættes i værk.
Resultaterne fra den nye undersøgelse vil indgå i Den strategiske udviklingsplan for Skibbroen og det Maritime Ribe, herunder forslag om yderligere undersøgelser og forslag til handleplan.