Tekst & Foto: Johnny Tauman
17. juli 2023
Karl, Henning og Christian inviterede søndag til lokalt traktortræf ved Spandet Gl. Skole – og de fik opbakning af mange udstillere og ikke mindst besøgende. – Vi var vel omkring 350 fra kl 09:30 til godt 14:30, hvor der var ophold i det ustadige danske sommervejr, fortæller Christian til RYK IND RIBE. Her ville mange i tørvejr hjemad med veterantraktorerne.
Der kommer et nyt træf
Christian er ikke i tvivl om, at der også en anden god gang bliver holdt et træf på samme sted: – Vi er jo mange, der har den samme interesse – og nyder at være sammen – og snakke og snakke, lyder det med et smil.
Allerede fra morgenstunden kørte Karl, Henning og Christian deres traktorer til udstillingen. – Vi fik lavet en god kørselsordning, så vore 10 traktorer, en veteranbil og lastbil kunne komme på plads, forklarer Christian og tilføjer: – Carl havde tre traktorer med, Henning fem traktorer og endelig mig selv – to traktorer, en bil og en lastbil.
Udstillerne kørte selv
Alle tre arrangører er bosiddende i Spandet, hvor de nyder samværet om en fælles hobby – traktorer og motorer. – Det er blevet dyrt at komme til de centrale og store arrangementer med Dansk Veteran Traktor Klub, forklarer Henning Kjær og fortsætter: – Derfor har vi valgt et prøve med et lokalt træf, hvor udstillere i en afstand af ca. 30 kilometer selv kan køre traktorerne frem og tilbage. Dermed slipper de for at leje vognmand til transporten.
Fra nærområdet
Karl Hein – tidligere landbrugsmekaniker – fortæller, at udstillerne kommer fra bla. Roager, Gredstedbro, St. Jyndevad og Lustrup. Alle har her en times kørsel hver vej.
Mange flotte BUKH
På en lang række stod så de flotte BUKH- traktorer. – Jeg har fem forskellige, kommer det fra Henning, der er bosiddende i Skrøb. Indfødt, som han selv påpeger. Han har en uddannelse som automekaniker og har desuden i mange år været ansat hos entreprenør Otto Christensen. – Vidste du for resten, at BUKH er et tidligere dansk traktormærke? Buhk lancerede den første traktor på markedet i 1956, en Bukh DZ 30 med flad foraksel og todelt motorhjelm. De danske landmænd elskede Bukh, at det er blevet det mest solgte traktormærke i landet. I 60érne var der bla. Bukh 403.
Velbevaret SCANIA-VABIS
Christian havde også sin flotte veteran lastbil med. – Den er jeg rigtig glad, sagde Christian, der gjorde opmærksom på, at arrangørerne havde haft et kort møde på pladsen for at aftale fordelingen af veterankøretøjer. Og der var mange typer -ud over godt 35 traktorer, var der biler, motorcykler, knallerter og en enkelt stationær motor.
Christian Andersen har også en baggrund som smed, men kørte også med tankvogn for Arla i 34 år.
STORT salg af grillpølser
Der var annonceret salg af pølser, øl og vand. Og det gik over al forventning. – Vi solgte vel omkring 280 pølser, som var sponseret af det lokale hønseri, fortæller Christian og peger på, at den kæmpemæssige bålhytte med masser af siddepladser var med til at løfte stemningen, Især, når det regnede og der ikke kunne sparkes dæk, var bålhytten et sikkert valg.
Ford A med campingvogn
Leif Heinsvig fra Gånsager havde taget sin FORD A fra 1931 med. I dagens anledning var den sammenkoblede og ombyggede campingvogn fra 1981 taget med – og det ydre look er imponerende holdt i samme lakering som veteranbilen. Leif kører fra tid til anden til bryllupper.