Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse og privat, lørdag den 19. september 2026

For godt tre måneder siden startede 17-årige Christian Munkholm sit eget firma, hvor han på trods af eget manglende kørekort tilbød vask og rengøring af andres biler.

Det viste sig at blive en succes. Siden starten har Christin haft travlt i firmaet. Og nu er han i stand til at udvide, for han har selv fået et kørekort, og det betyder, at han kan tilbyde at hente og bringe kundernes biler.

Christian har haft travlt siden firmaets start. I første omgang fik han aftale med fire firmaer om at holde deres firmabiler rene, og den aftale er siden udvidet til seks firmaer, hvortil kommer mange private, der kan se ideen i at have Christian til at holde deres biler rene.

Selv går han på Ribe Katedralskole i HTX og passer firmaet i fritiden.

– Med kørekortet bliver det meget lettere at komme ud til kunderne, fortæller Christian.

Han sørger både for indvendig og udvendig rengøring af bilen.

Når en bil skal vaskes, kører du den så i en vaskehal?

– Nej, det sker hjemme på Bjerreskovparken, hvor jeg bor, med sæbe, en børste og en haveslange. Det er den bedste måde at gøre det på, lyder det fra Christian.

Hvordan er du kommet på den ide?

– Jeg har altid interesseret mig for biler, og da jeg gik i 9. klasse, var jeg i praktik i Brørup, hvor jeg klargjorde biler til salg. Det syntes jeg var meget sjovt, og det var der jeg fik ideen: hvorfor ikke lave eget firma, fortæller Christian.

Christians firma kan findes på nettet. Det hedder cmcarcleaner.

Før og efter Christian har haft fingre i bilen.