Tekst Hasse Jørgensen, fredag den 9. oktober 2026

Det kunne godt tænkes, at der er kommet et lidt anstrengt venindeforhold mellem to kvinder i Esbjerg på henholdsvis 53 og 54 år. Den 53-årige har i hvert tilfælde meldt den 54-årige til politiet for bedrageri.

De to veninder havde aftalt at tage på en ferie sammen, og den 54-årige skulle stå for betaling af rejsen og havde fået penge fra den 53-årige. Da de to mødtes for at snakke om turen, viste det sig, at den 54-årige ikke havde hverken købt eller betalt nogen rejse.

Den 53-årige ville derfor gerne have sine penge tilbage, men det ville eller kunne den 54-årige ikke, og derfor ligger der nu en anmeldelse for bedrageri hos politiet.