Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, torsdag den 2. juli 2026.07.02

Vejrguderne var bestemt ikke med Troels Skjærbæk, da han torsdag aften slog portene op til den første af to sommeraftener i museumshaven, men selv om vejret sendte en frisk brise ind over Kunstmuseets have, og skyerne af og til gav et dryp fra sig, ødelagde det ikke den fantastiske stemning.

Hovednavnet, Anne Linnet, afleverede som sidste programpunkt sine meget kendte og elskede sange på en særdeles professionel måde. Nogle ville måske sige, at det var per ren automatik og uden engagement, men hendes melodier og sange fanger.

Til gengæld var der langt mere engagement og intensitet, da den tidligere Ribe-pige, Marie Fjeldsted, og sønderjyden fra Blans, Rikke Thomsen, gik på scenen. Rikke Thomsens ”synnerjyske sprach” gør sig helt fantastisk, og hun formår virkeligt at komme ud over scenekanten og fange sit publikum med sine sange på sønderjysk.

Marie Fjeldsted formåede i den grad også at komme ud over scenekanten. Hendes sange gik rent ind, og efter koncerten var hun ikke bange for at indrømmer, at hun havde sommerfugle i maven, før hun skulle optræde i sin fødeby.

– Jeg havde helt klart en klump i maven, lød det fra Marie efter den veloverståede koncert, der blev overværet af hendes to døtre.

De sidste mange år har Marie Fjeldsted boet i København. Hun er datter af Karen Nørgaard og Kjeld Nissen, Ribe.

Fredag aften fortsætter musik i sommerhaven med Madsen, Belli og Fl. Bevense.