Tekst Hasse Jørgensen, dronefoto Ove Detlevsen, mandag den 13. juni 2022
Vejen bliver nu banet for, at Ribe får et antal specialforretninger, som hidtil ikke har kunnet placeres i byen.
Det sker i og med, at først by- og planudvalget og derefter økonomiudvalget har sagt god for at sende et nyt lokalforslag for området i offentlig høring i otte uger. Det næste bliver, at byrådet på sit møde mandag skal endelig konfirmere beslutningen, men da der var enighed i de to udvalg, er det formentligt en proforma sag i byrådet.
Der er tale om at give mulighed for et aflastningscenter, hvor større specialforretninger kan etablere sig. Forretninger, der ikke vil kunne placeres inde i byen, og som ikke findes i Ribe i øjeblikket.
Regeringen har tidligere bebudet, at man i en periode på fem år vil stoppe oprettelsen af disse aflastningscentre.
– At oprette et aflastningscenter er den eneste mulighed vi har for at Ribe kan få større butikker, der måske kan være med til at trække flere mennesker til Ribe, siger formanden for by- og planudvalget, Henning Ravn (V).
Og borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) er helt på linje.
– Vi har i økonomiudvalget fulgt indstillingen fra by- og planudvalget, så nu skal sagen lige i byrådet. Dermed baner vi vejen for større butikker i Ribe, der ikke kan få plads i bymidten.
– Undersøgelser viser jo, at det ikke har den store indflydelse på detailhandlen, men det kan vel være med til at trække flere købere til Ribe?
– Lige præcis, og det betyder også, at beboerne i Ribe i givet fald ikke behøver at køre ud af byen for at få varer, som der ikke findes i området i øjeblikket, slår borgmesteren fast.
Henning Ravn oplyser, at kommunen ikke har haft henvendelse fra interesserede, der ønsker at bygge i området.









































































