Tekst & Foto: Johnny Tauman
8. oktober 2020
– Hvis nogen af jer har lyst, så må I gerne låne kaffekanden og tage en tur på landevejen, lyder det friske tilbud fra vagabonden Carla Osborg, da hun tirsdag aften mødte X-pigerne til et af efterårets arrangementer. Men der var nu ingen, som takkede ja, selvom der var både spændende, drabelige og såmen også sørgelige historier, som kunne være det, som tændte lysten til en tur på landevejen.
Dåben var et mål
Carla gik på landevejen som vagabond som det autentiske element i en speciale opgave på Socialpædagogisk Seminarium tilbage i 1990/91. Dengang var der rigtig mange vagabonder, som ønskede at nå frem til dåben, som krævede 365 dage på landevejen for at blive indstillet hertil. – Og hvorfor var dåben så attraktiv? – spørger Carla, som har hele sit gamle udstyr på under mødet med de godt 25 piger – og svarer: – Jo, dåben er i øl og brændevin, som bliver hældt ud over vagabonden, som herefter ikke må gå i bad i tre dage. Carla gik ikke på landevejen i 365 dage, så hun måtte nøjes med sit kælenavn: Klokkeblomst.
Artikel i HENDES VERDEN: KVINDELIV
- Illustrationen bringes efter aftale med HENDES VERDEN / chefredaktør Tine Thøgersen
Antallet af vagabonder i Danmark er stærkt nedadgående – for bare tre år siden var der 33 vagabonder, idet er der blot 8 tilbage. Og derfor er Carlas historie så værdifuld set i det kulturhistoriske lys. I denne uge bringer bladet HENDES VERDEN under KVINDELIV en længere artikel med Carla, hvor hun på inspirerende vis fortæller noget af den historie, som X-pigerne mødte.
Accepteret for IKKE at drikke
Carla blev accepteret af de øvrige vagabonder – ikke mindst fordi hun fastholdt ikke at drikke snaps: – Så er der jo bare mere til os andre”, lød den anerkendende forklaring. Men der skal også tilføjes, at hun var en god ”skaffer” – dvs. kunne skaffe mønter til de våde varer: – Goddag lille frue, har de en skilling til en af landevejens farende svende, blev sagt mangen en gang.
- Carla bærer sit Vagabondnavn – Klokkeblomst – med en vis stolthed.
- COVID-19 satte sine spor på arrangementet med krav om mundbind ved “buffeten”
Mange sjove navne
X-pigerne fik fornøjelsen af at møde ”Grev von Snottenberg”, ”Langestrand”, ”Ingenting” og alle de andre, der var døbt efter deres karakteristiske træk eller tilfældige historier. Især ”Kanin” fik smilet frem – han havde nemlig en langøret kanin i sin vogn for at holde snapsen lun – han hadede nemlig kolde drikke, men også ”Langestrand” fik fantasien i gang – han gik nemlig engang den ”forkerte” vej på en strand efter lyset fra et fyrtårn i stedet for fra en by.
Tonen kunne være hård
En gang lød en hård besked til mig således, fortæller Carla: – Du er jordens ledeste kælling – skrid med dig. Nu skulle man så tro, at her var der opstået et varigt fjendskab, men vi fik da sluttet fred og gav hinanden hånden derpå. Og hermed følger naturligt afslutningen på artiklen: – at vagabonder ALDRIG siger FARVEL – de siger PÅ GENSYN.
X-pigerne
Formanden for X-pigerne Alison Vinther fortæller, at de er en flok piger, som mødes 6 gange om året til en hyggelig spisning og et kulturelt oplæg – og så er der normalt også en sommerudflugt, men den har været aflyst i år.
Link til tidligere artikler med Carla:
Artikel 1