Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 21. november 2023

Mens vintermørket sænker sig og en skarp, kold vind, smyger sig omkring hushjørnerne i fredelige Ribe, er der lyst, varmt og venligt i en hyggelig stue i et hus på Jasminparken.

Her sidder en familie på fem medlemmer og håber meget på, at krigen i Ukraine må stoppe. At Ukraine vinder, og at familien kan vende hjem igen. Hjem til deres kære og det land, der er deres.

Familien består af mor Liudmila, sønnen Vlad, der er 19 år, samt døtrene Diana på 16, Angelina på 12, og Alexandre på fire år.

Familien stammere fra Zhytomyr regionen og kom som følge af krigen i Ukraine til Danmark i mart 2022, og her har de boet siden hos parret Mette og Johnny, der velvilligt har stillet en lejlighed til rådighed for den Ukrainske familie.

Men familien er ikke komplet. Liudmillas mand og børnenes far samt mormor er efterladt i Ukraine.

– Min mand er ikke soldat. Han arbejder, fortæller Liudmilla, der også fortæller, at hun konstant er bange for, at manden skal blive indkaldt til militæret: – Det er frygteligt at sidde her og ikke kunne gøre noget.

Liudmila og børnene er trods alt glade for at være i Danmark og i Ribe, og de er taknemmelige for den hjælp, de har fået både fra Dansk Flygtningehjælps lokale afdeling og ikke mindst fra husværterne Mette og Johnny.

Luidmila har arbejdet indtil nu men leder nu efter et nyt job. Både i 2022 og i år har hun arbejdet på Mandø på Restaurant Vadehavet.

– Men det er sæsonarbejde. Da jeg var færdig i efteråret 2022, fik jeg job hos Lynddahl. Jeg mødte klokken fire om eftermiddagen og gik hjem klokken et om natten. Det var fysisk hårdt. Nu er jeg igen stoppet på Mandø per 31. oktober, og nu leder jeg med lys og lygte efter et arbejde, fortæller Liudmila.

Familien er ikke bange for at tage fat. Vlad har arbejdet på forskellige restaurationer og er nu på Pinochio, hvilket han er glad for. Diana arbejder efter skoletid på cafe Quedens, mens Angelina går i skole og Alexandre går i børnehave.

På spørgsmålet om, hvorvidt børnene går til nogle fritidsaktiviteter, lyder det, at det er der ikke rigtigt penge til.

– Det er dyrt, men Angelina går til klaverspil, og Diana kommer i fitnesscenter.

– Hvor tit er i i kontakt med Ukraine?

– Hver dag. Børnene snakker med deres venner, og jeg snakker med min mor og min mand, fortæller Liudmila. Det er tydeligt, at savnet er stort. Når talen falder på dagligdagen i Danmark, kommer smilene og livet i øjnene frem, men når talen falder på familien og krigen, visner smilene og blikket bliver fjernt.

Da familien flygtede fra Ukraine på grund af krigen, kom de først til Polen, hvor de var i en uges tid. Her mødte de en frivillig fra Danmark, og vedkommende skabte kontakten til Mette og Johnny i Ribe. Så turen gik fra Polen til Ribe ved lidt af en tilfældighed.

– Vi har boet ved Mette og Johnny lige siden, men det kan vi ikke blive ved med. Vi er dybt taknemmelig, fordi vi har fået lov til at bo her, og vi er dybt taknemmelige for den hjælp, vi har fået til mange praktiske ting. Men vi skal prøve at komme videre, siger Liudmila, der – som hun selv siger – nu leder med lys og lygte efter både et job og en bolig til hende og de tre piger.

Ikke uden galgenhumor føjer hun til: – Nu har jeg jo rigtig god tid til det. Og så fortsætter hun.

– Vlad er 19 år, og han vil gerne have sit eget, og Vlad samtykker omgående.

– Mette Krabbe, hvorfor valgte i at tilbyde den Ukrainske familie en lejlighed i jeres hus?

– Da vi hørte om krigen, ville vi hjælpe. Jeg meldte mig som frivillig, og vi fik kontakt til Liudmila og hendes børn.

– Men hvorfor?

– Hvis det skete for os, ville vi også gerne, at nogen ville hjælpe os, siger Mette.

Fakta

Dansk Flygtningehjælp havde oprindeligt mødeaftener hver onsdag for ukrainske flygtninge, men efterhånden som de blev etableret, faldt behovet for onsdagsmøderne.

I stedet er der nu mulighed for at møde op hver mandag på Tangevej 6d, Vindrosen, fra klokken 19 til 21, hvis der er behov for hjælp til praktiske ting. Her sidder bl.a. Nadia Slotman, der selv kom til Danmark fra Ukraine for 20 år siden, parat til at hjælpe. Nadia Slotman muliggjorde som tolk artiklen med den ukrainske familie. Tak.