Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, torsdag den 21. april 2022
De gamle og smalle gader i Ribe bliver igen indtaget af et filmhold, og det betyder bl.a., at der bliver mange mennesker i politiuniform at se.
Det sker i dagene fra den 22. til den 29. april skriver Syd- og Sønderjyllands politi på Twitter, og det er angiveligt det tyske produktionsselskab, Neymeier, der igen kommer til Ribe. Selskabet var i 2021 i byen for at optage krimifilmen Rauhnächte. Filmen blev sendt på den tyske TV-station ARD i oktober 2021 og blev en stor succes. Så stor, at selskabet åbenbart har besluttet at lave en fortsættelse.
Under det første besøg i Ribe sagde daværende produktionsleder Frank Rosielpromm til Ryk Ind Ribe, at han håbede, at den første film kunne blive optakten til en serie. Om det er det, der er sket, vides ikke i skrivende stund, men givet er det, at der altså kommer en film nummer to.
Den første film handlede om en kvindelig politibetjent, der havde vrøvl med manden og derfor under en byfest tog en ekstra nattevagt. En nattevagt, der blev alt andet end rolig.
Under den første film blev Det gamle Rådhus i Ribe lavet til politistation, og ellers foregik optagelserne rundt om i byen.
Frank Rosielpromm sagde ved den lejlighed, at filmholdet havde været meget begejstret for at være i Ribe og følte sig godt modtaget.