Tekst og fotos Torben Ravnborg Nissen, lørdag den 22. august 2026

Det nyeste tiltag på Ribe Metalfestival – MiniMetal – åbnede lørdagens festivalprogram i den store sal kl. 10.30. Op til koncertstart summede området udenfor og i den Lille Sal af snakken fra forventningsfulde børn og deres voksne. Tre generationer mødtes i metalmusikken og den harmoni, der præger og kendetegner Ribe Metalfestival.

Mødet og fællesskabet i en fælles passion gives videre til børnene på enestående og forbilledlig vis, og MiniMetal blev i den grad sparket i gang af bandet Trold med deres fabelunivers. Trold har blandt mange steder i Danmark spillet på Copenhell, og de kommer stort set direkte fra den kæmpestore metalfestival Wacken Open Air nord for Hamburg. Man må sige, at det er lidt af et cadeau til Ribe Metalfestival og ikke mindst til Ribe MiniMetal, men også et stort skud ud til bandet, der med glæde stiller op, hvor der kaldes.

Næste punkt på MiniMetals program var Kalles Worldtour. Kalle er en skattet kunstner, der med sin ekvilibristiske håndtering af alle sine instrumenter og sin humor har underholdt børn over hele landet i mange år. Et fast programpunkt på tredje år.

Man må sige, at Foreningen bag Ribe Metalfestival har skruet op på alle parametre i år. Festivalen er nu over to dage, den er tilført MiniMetal, og servicen er forbedret rundt om salen med boder og borde. Men en af arrangørerne, Carsten Askebjerg Jakobsen, vil gerne pointere, at arrangørerne intet kunne stille op uden de mange frivillige.

– Der har været en fantastisk opbakning fra de frivillige. Ikke kun fra Ribe og opland, men fra hele Danmark. Det er noget, vi skal arbejde på at værdsætte endnu mere, end vi allerede har gjort, siger Carsten.

Allerede nu arbejdes der med nye tiltag, der skal gøre det endnu mere attraktivt at være frivillig på Ribe Metalfestival.

– De frivillige skal virkelig kunne mærke, hvor meget vi sætter pris på deres indsats, afslutter Carsten, inden vi bliver afbrudt af endnu en, der lige skal tale med ham.

Arrangørerne bag Ribe Metalfestival har virkelig travlt i disse dage, men det hele klares med velvilje, hjælpsomhed og store smil hele vejen rundt.

Programmet fortsætter kl. 13.00, hvor bandet Fusskalt lægger ud i den tungere del af genren.

(billedserie herunder)

Lidt kø ved indgangen til Ribe MiniMetal

Trold rullede sig ud i sit fabel- og eventyrunivers