Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 6. marts 2022

Det er en kendt sag, at kirkegårde via deres gravsten fortæller historie, og en af de dramatiske historier kan læses ud fra en hvid marmorsten, der i dag står på den gamle kirkegård i Ribe sammen med mange andre gravsten, hvor gravene er sløjfet men stenene bevaret.

Gravstenen fortæller om en tragedie på Ribe å, Hvor en 20-årig ung mand, Carl Eduard Lamp, druknede i forsøget på at redde den 12-årige Anders J. N. Gjesing.

Hændelsen daterer sig tilbage til 1889, hvor den 12-årige Anders gik ud på den isdækkede Ribe Å, og hvor den 20-årige Carl Lamp gik ud på åen for at redde ham med det resultat, at begge gik gennem isen og druknede.

Tragedien blev så meget større fordi Carl Lamp netop havde fået en søn, og der var lyst til vielse for det lykkelige forældrepar, men de nåede ikke i kirken, før ulykken skete.

Alt tyder på, at de to blev stedt til hvile i samme grav. De tos navne, fødselsår og dødsår står i hvert tilfælde på den samme gravsten, der – præget af tidens tand – i tekst fortæller nogle kontante kendsgerninger, som kendere af historien kan oversætte til den tragiske fortælling.

Lars Lamp kender historien og fortæller den.

Jeg møder ham og hustruen Ulla Lüth på kirkegården, som de besøger for anden gang. Første gang var i 2016.

– Min mor, der er 105 år og bor på plejehjem på Sjælland, har fortalt historien om min oldefar, der på den tragiske måde mistede livet. Da vi var i Ribe første gang, lovede vi min mor, at vi ville prøve at finde stenen, og det lykkedes.

– Nu er vi her igen. På vej til ferie på Fanø har vi lige gjort et ophold i Ribe, og det lykkedes os igen at finde stenen, fortæller Lars Lamp, der i øvrigt sammen med hustruen er begejstret for Ribe By.