Tekst Hasse Jørgensen, dronefoto Ove Detlevsen, mandag den 5. maj 2025
Planerne for at udvikle et større område ved Trojels Knæ på omkring 15.000 kvadratmeter til et aflastningscenter for Ribe, kommer nu op på politikernes bord.
Det er et selskab, der har anmodet kommunen om en plan for området. Selskabet vil bygge tre specialbutikker af varierende størrelse samt en restauration med drive ind på stedet. Så vidt Ryk Ind Ribe erfarer, er der tale om Mc Donalds, der vil etablere sig i området, hvis de planlagte tre specialforretninger også kommer.
Skal projektet gennemføres, skal medlemmerne af plan- og byudviklingsudvalget på sit møde på torsdag tage stilling til, om forvaltningen skal gå videre med planerne.
Ifølge det oplyste, er der tale om specialforretninger fra knapt 1000 kvadratmeter til op mod 1300. Størrelsen skal bevirke, at der ikke bliver tale om detailforretninger, som kan udkonkurrere de eksisterende detailforretninger i Ribe. Tvært i mod skal det være forretninger, der kan være med til at udvikle Ribe som handelsby.
I forvejen rummer området både en Rema 1000 og en Netto samt en tankstation med tilhørende vaskehal.
Det er autoforhandler Torben Madsen, medejer af Next Mobility, Ribe, der ejer området, som han købte for flere år siden.