Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 5. juni 2022

Solen strålede fra en skyfri himmel, og for en gangs skyld var der vindstille på Ribe-egnen, så de, der havde lyst, havde rig mulighed for at se pinsesolen danse pinsemorgen.

Og det, var der en del, der havde.

På restauration Kammerslusen havde man for første gang siden genåbningen lavet brunch pinsemorgen og dermed genoplivet en tradition fra fordoms dage.

– Det skyldtes rent faktisk, at vi fik en masse henvendelser fra mennesker, der ringede og spurgte, om vi lavede noget pinsemorgen. Vi besluttede derfor at lave en pinsebrunch, og i løbet af ingen tid havde vi udsolgt, fortæller Niels Toft fra Kammerslusen.

Og nogle af de op mod 150 deltagere i arrangementet, var Tove, Erik, Holger og Erna fra Skærbæk, der har en tradition for, at de sammen kører et eller andet sted hen pinsemorgen.

De fire fortalte, at de var særdeles godt tilfredse med arrangementet, og at de plejer at tage forskellige steder hen pinsemorgen for at prøve noget nyt.

Og denne gang blev det så Kammerslusen.