Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 13. august 2026

Den tætte middagstrafik måtte ud på en omkørsel, da den nåede rundkørslen, hvor Haderslevvej krydses af Haulundvej. Årsagen var en mindre forurening af kørebanen, men Sydvestjysk Brandvæsen var nødt til at spærre en del af rundkørslen af for at kunne rense vejbanen.

Forureningen skyldtes noget spildt dieselolie, og brandfolkene måtte bruge både såkaldt kattegrus, rensevæske og vand for at få vejen gjort risikofri igen. Den spildte olie havde gjort vejen glat.

Hele operationen tog omkring en halv times tid, og mens den stod på, måtte bilister, der kom fra vest ad Haderselvvej mod øst køre ad Haulundvej og syd på.