Tekst & Foto: Johnny Tauman
8. januar 2022

Selvom vejbanen er blevet asfalteret, så må bilisterne vente lidt endnu, inden de får mulighed for at benytte Rosen Allé. Men til gengæld kan både cyklister og fodgængere benytte strækningen, selvom der stadig er mangler færdiggørelse af såvel cykelsti som fortov på det sidste stykke af vestsiden. Jernbaneoverkørslen vil være lukket i en længere periode, idet det nye anlæg med lyssignaler skal monteres – og kobles sammen med bomanlægget / advarselslysene ved jernbanen . Derfor vil busser m.fl. stadig skulle igennem det mobile bomanlæg og benytte “omvejen” ad Hegelundsvej. RYK IND RIBE har fået følgende opdatering fra Drift & Anlægschef Morten Andersson, Vej & Park – Teknik & Miljø: – Det samlede anlægsarbejde forventes fra vores side at være færdigt i uge 15. Jeg har ikke pt. data på åbningen af jernbaneoverkørslen.
RYK IND RIBE følger arbejdet – og melder ud hurtigst muligt, når der sker ændringer i tidsplanerne.