Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 31. maj 2022

Syv medlemmer af Ribe Sejlklub har natten til mandag mistet deres påhængsmotorer ved et tyveri begået af ukendte gerningsmænd.

De stjålne bådmotorer lå alle låst fast til deres joller på sejlklubbens jolleplads ved klubhuset. Men de ukendte gerningsmænd har med en kraftig boltsaks eller andet værktøj klippet kæder og wirer over, som fastgjorde motorerne til bådene, og derefter er de rendt med motorerne.

Der er tale om påhængsmotorer varierende fra 4 HK til 20 HK i størrelse, og de dyreste af de stjålne motorer har en værdig af omkring 30.000 kroner.

Næstformand i sejlklubben, Henning Pedersen, fortæller, at tyveriet er meldt til politiet, der har været på bådpladsen for at sikre eventuelle spor.

– Vi kan se, at tyvene har klippet låse over til flere bådmotorer end de syv, der er stjålet. Det kunne tyde på, at tyveriet har taget længere tid end ventet, eller at tyvene er blevet forstyrret i arbejdet, så de ikke har fået de sidste motorer med, siger Henning Pedersen.

Han opfordrer samtidig til, at man henvender sig til politiet eller sejlklubben, hvis man modtager et favorabelt købstilbud på en brugt påhængsmotor.