Tekst & Foto: Johnny Tauman
20. september 2023

– Og så lå han pludselig der med åbne øjne og stirrede på mig midt i den røgfyldte fiktive stuekulisse, lød beskeden fra medarbejderen Martha på plejehjemmet Åhaven, som gennemførte praktiske øvelser i forbindelse med et kursus, hvor teori og praksis skulle bindes sammen i forhold til brand.
Hovedparten af medarbejderne havde på skift været inde i den røgfyldte undervisningscontainer, hvor opgaven var at vise færdigheder og ikke mindst at hente en dukke ud, men efter en pause havde beredskabsinspektør Lenni Schmidt lagt sig ind i sengen. En god joke, som overraskede både Martha og Susanne.

Beredskabsinspektør Thomas Laugesen forberedte Martha og Susanne til opgaven med et hente dukken, mens der blev filmet. Og så var det Lenni, der lå i sengen….

I øvrigt var der stor tvivl blandt de deltagende om, hvor meget dukken, der skulle slæbes /bæres ud vejede: bud fra 20-40 kg. Jo, når adrenalinen forstyrrer i et røgfyldt rum, så kan det være vanskeligt at finde den sandsynlige vægt, som var omkring 15 kg.

Nyt koncept med praktiske opgaver

– Det nye forsøgskursus, hvor der i tilknytning til teorien er praktiske opgaver med slukningsudstyr og øvelser i den røgfyldte plejehjemstue, skal nu evalueres og tilpasses, inden det udbydes til andre medarbejdergrupper, siger viceberedskabschef Kjeld Tauman til RYK IND RIBE. Det er hensigten, at alle medarbejdere hvert 3. år skal udbygge deres kendskab og færdigheder mht. forskellige slukningsredskaber. Der vil blive udarbejdet en videofilm med optagelser fra Åhaven.

Tre punkter

Dagens teoretiske stod beredskabsinspektør Michael Due Thomsen for. Han formåede på en levende og berigende måde at inddrage kursisterne i mange af de forhold, som man skal tage stilling til, hvis der skulle opstår brand på et plejehjem som Åhaven.
Overskriften kunne sagtens have været BEVAR ROEN – og så tre vigtige punkter: For det første: Red mennesker. For det andet: Alarmer brandvæsnet. For det tredje: Bekæmp ilden.

Jes fik vejledning af Thomas Laugesen, da han skulle slukke ild med brandtæppe

ET-ET-TO

I en snak om, hvordan brandvæsenet alarmeres, sagde en medarbejder 112. Men svaret er faktisk 1-1-2 for at undgå en sproglig fejltolkning, hvis der siges et hundrede og tolv, 100 og 12.

Branddøre kan modstå i ½ time

Michael Due Thomsen havde også en god snak om branddøre, som faktisk kan holde flammerne på afstand i en ½ time. Nogle barske fotos og videoklip viste, hvordan brand kan opstå og udvikle sig – og derfor også en løftet pegefinger om, hvordan røgen opfører sig i et lukket rum. Den fylder rummet fra loftet og nedad mod gulvet.

Der blev samarbejdet på bedste vis på at give klare beskeder! – Dørhåndtaget er IKKE varmt – jeg er klar til at gå ind! Holder du døren? – Ja!…

De farlige batterier

Nyt for alle var det synlige bevis på, at el-løbehjul og batterier til el-cykler kan være livsfarlige at have inden for i boligen. De kan være årsag til en brand, som udvikler sig eksplosivt med store stikflammer og giftgasser.

Positive tilbagemeldinger

Der var tid til at snakke sammen før og under de forskellige opgaver

Plejehjemsleder Helle Tauman var selv aktiv i de praktiske opgaver på hold 2, som bestod af 15 medarbejdere.