Tekst: Johnny Tauman    Foto: Privat
17. april 2022

Forårsbebuderen over alle – storken – blev allerede observeret i Danmark i begyndelsen af februar, der som den næst vådeste måned havde lokket de trækkende storke til landet. Tidligere ankom storken fra starten af april, mens almindelig praksis nu er i starten af marts måned. Som tidligere skrevet i RYK IND RIBE, er forberedelserne til at modtage årets storke for længst sat i værk.

I påsken er der kommet endnu en rede. Det er på Ulvehøjvej i V. Vedsted, hvor Freddy Petersen har bygget en rede i Rubinatræ. Snedkermesteren byggede allerede i 1986-87 sin første storkerede, som skabte en fascination, som har varet hele livet. – Jeg var ansat ved Ribe Kommune som instruktør og i et projekt sammen med nogle unge mennesker, fik vi opgaven med at lave storkereden på det gamle Rådhus på von Stöckens Plads.

Den nye rede har en diameter på 135 cm og en vægt på ikke mindre end 95 kg. – Reden er monteret på en stor lærkestamme, som er 8 meter over jorden, forklarer Freddy Petersen, der håber, at storke, der trækker langs Vadehavet, får øje på det ”nye boligtilbud” i V. Vedsted.
Storkens ”normale” yngleperiode ligger i april – juli.