Tekst Hasse Jørgensen, foto Torsten Troelsen, torsdag den 28. april 2022
To storke tog torsdag formiddag den gamle storkerede på Det Gamle Rådhus i Ribe i besiddelse.
Storkene opholdt sig i reden det meste af formiddagen, men hen mod middag lettede de igen. Om det var for at finde føde og så vende tilbage, eller om de slet ikke bryder sig om reden, kan kun de kommende timer vise.
Der har sidst været et ynglende storkepar i Ribe i 2004. I år er der set flere storke omkring Ribe, og alt tyder på, at et par har slået sig permanent ned i Øster Vedsted hos Anne Mette Knudsen Andersen og Thorvald Andersen. Det par har nu været i reden omkring en uges tid.









































































