Tekst Hasse Jørgensen, foto privat og Hasse Jørgensen, lørdag den 22. april 2022

Storken er efter alt at dømme kommet til Øster Vedsted. I hvert tilfælde har et storkepar de seneste par døgn opholdt sig i en rede hos Anne Mette Knudsen Andersen og Thorvald Andersen, og parret fortæller, at storkeparret tilsyneladende befinder sig godt på stedet.

Storkene har spankuleret på et par nærliggende marker, hvor de åbenbart har fundet føde, og de har også opholdt sig på ejendommens drivhus og en stor fuglekasse.

Thorvald Andersen fortæller, at storkeparret kom torsdag. – Og selv om storkene går på marken lige ved huset og vi kommer ud, reagerer de ikke på det.

Ægteparret har haft storkereden i en snes år, men det er første gang, der er storke i den.

– Jeg spurgte storkeekspert Hans Skov, om han ville sætte reden i stand, men det havde han ikke tid til. Så jeg lånte selv en lift ved Gånsager Tømrer og Snedkerforretning, så jeg selv kunne komme op til reden og sætte den i stand, og det har åbenbart været tilfredsstillende for storkene, fortæller Thorvald Andersen.

Han fortæller videre, at han nu vil søge eksperthjælp med hensyn til eventuel fodring for at holde på storkene.

– Men fra reden og til engene ud mod diger er der jo ikke langt i luftlinje, ligesom der er en lille sø tæt på reden, så det kan være, de kan klare sig selv, siger Thorvald Andersen.

Det spændende er nu, om parret også yngler.

Storkeparret hygger sig i reden