Tekst Hasse Jørgensen, foto Johnny Tauman, fredag den 10. august

Det er årtier siden, ”storeklubben” i Ribe lukkede, men alligevel er der en smule liv i den del af den daværende lokale ungdomsklub, som omfattede de største elever og derfor fik navnet ”storeklubben”.

Storeklubben holdt som resten af ungdomsklubben til på Bispegades Skole, der nu er bygget om til lejligheder.

Hvornår klubben egentligt holdt op med sit virke fortaber sig i det dunkle, idet klubben stille og roligt mistede tilslutning på grund af nye tilbud til de unge ikke mindst fra den digitale verden, og derfor gik klubben i sig selv.

Men det liv, der er tilbage i storeklubben, binder sig op på tidligere ledere og medarbejdere i klubben, der en gang årligt mødes i Ribe den første lørdag i september – og således også i år.

– Vi er normalt mellem 15 og 20, der mødes, og så gennemfører vi en dag i Ribe med faste og traditionelle holdepunkter, fortæller Willi Weber, der selv nåede at få 26 ½ år som medarbejder.

Traditionen er, at deltagerne mødes klokken 10 på banegården i Ribe. De første to år gik man ind på Banegårdsrestaurationen og fik morgenmad, men det kan man af gode grunde ikke mere, så morgenmaden indtages et andet sted. Banegårdsrestaurationen lukke ifølge de oplysninger, Willi Weber har kunnet skaffe, først i 70’erne.

Dagen byder på et kulturelt indslag, og i år skal man besøge Ribe Knallert Idealister, hvor initiativtager til klubben, Niels Toft, selv gik i storeklubben.

En rafleturnering på Hotel Ribe indgår også som et fast punkt, ligesom et besøg på Fru Mathis. Her er selve værtshuset som bekendt lukket, men da det er Niels Toft, der har lejet bygningen, får deltagerne i træffet også mulighed for at sætte sig ind og nyde en medbragt pilsner.

Også et besøg hos Grün til loppemarked er et fast indslag, og så slutter det hele af med en spisning om aftenen.

– Det handler jo om at mødes, høre nyt og udveksle gamle minder, og deltagerne kommer fra hele landet, fortæller Willi Weber, der selv mindes, hvordan de unge i storeklubben spillede Nintento og så 16 mm film i gymnastiksalen en gang månedligt.

– Hvis vi bød de unge det i dag, ville de grine, påpeger Willi Weber.