Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 29. september 2026

Stenbohus i Ribe er et af 30 spillesteder i Ribe, som er med i et nyt event arrangeret af Tuborg.

Stenbohus får den 10. februar 2027 besøg af den danske artist Louis Jarto, når den landsdækkende koncertrække ”Varm Op” lægger vejen forbi Ribe. Initiativet er skabt i et samarbejde med Tuborg.

Det kan være svært for nye danske kunstnere at bryde igennem og nå ud til et større publikum. Men udfordringen går også den anden vej: Mange danskere oplever, at det kan være svært overhovedet at opdage ny musik.

En undersøgelse foretaget af Ipsos for Tuborg viser, at hver tredje dansker i undersøgelsen mener, at det er svært at opdage ny musik. Samtidig har 44 procent det seneste år kun opdaget og lyttet til mellem nul og to nye danske kunstnere.

Koncerter spiller til gengæld en vigtig rolle. Hver fjerde peger på festivaler og koncerter som en af de måder, de oftest opdager nye danske musikere på.

Det er baggrunden for Tuborgs initiativ ”Varm Op”, hvor en ny dansk kunstner sendes på turné rundt på lokale spillesteder, barer, caféer, studenterhuse og diskoteker.

I 2026 er det kunstneren Louis Jarto, som skal spille mere end 30 koncerter rundt omkring i Danmark – og et af stoppene bliver altså på Stenbohus i Ribe.

Louis Jarto har gennem flere år arbejdet på at skabe opmærksomhed omkring sin musik uden hverken management eller pladeselskab.

Han har blandt andet gjort sig bemærket ved at troppe op med fuldt musikudstyr foran DR P3’s studie og spille en spontan koncert. Samme idé har han taget med til en række festivalkontorer under overskriften ”Random koncerter, indtil vi spiller på Orange Scene”.

Musikalsk bevæger Louis Jarto sig i et energisk univers mellem drum’n’bass og post-punk. Musikken kører med op mod 180 BPM og kombineres live med røg, effekter og en helt særlig scenografi.

En central del af showet er en specialbygget ”reaktor”, som Louis Jarto har konstrueret sammen med en gruppe venner i en kirkekælder på Vesterbro. Reaktoren består blandt andet af dele fra nedlagte europæiske kraftværker og er udstyret med lys, røg, effekter og stemmestyring.

– Koncerterne er en lydmæssig og visuel rejse ind i min verden – mellem styrke og tvivl, mellem at vinde det hele og se det smuldre igen, fortæller Louis Jarto om sit liveshow.

For den københavnske artist er turnéen samtidig en mulighed for at komme helt tæt på et publikum, som måske ikke kender hans musik i forvejen.

– For lidt over et år siden havde vi slet ingenting i bogen – ingen koncerter, ingen festivaler og ingen venues. Derfor er det her en kæmpe chance for mig, og den har jeg tænkt mig at give absolut alt, hvad jeg har, siger Louis Jarto.

Louis Jarto spiller på Stenbohus den 10. februar kl. 20.00–21.00.