Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, torsdag den 8. oktober 2026
Igen i år levere holdet bag Stafet for Livet i Ribe en flot præstation, og det endelige resultat af indsamlingen er gjort op. Det viser, at Stafet for Livet kan sende 460.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse.
Ved afslutningen af stafetten blev det vurderet, at overskuddet ville blive på 370.000 kr, men tovholderen på stafetten, Betty Madsen, fortæller, at det endelige beløb blev noget større.
– Forskellen mellem de to tal skyldes mest, at holdene og holdkaptajnerne har sørget for så mange deltagere, så flotte sponsorater og skaffet indtægter ved aktiviteter i holdteltene.
– Det flotte resultat er dog også skabt af den store opbakning, vi har mødt fra erhvervslivet i Ribe, dels med kontante donationer og dels fra byens butikker, der har doneret flotte ting til auktionen, der indbragte ca. 25.000 kr, fortæller Betty Madsen, der fortsætter:
– Stafet For Livet Ribe har holdt evaluering – og vi har på mødet nydt de flotte evalueringer, som deltagerne og de frivillige har givet stafetten. Vi er klar igen i 2027! Stafet For Livet i Ribe er i 2027 bliver den 11. – 12. september 2027.





































































