Tekst & Collage: Johnny Tauman
20. november 2023

Spillestedet Termansens kan bruges til meget andet end musik

Tekst & Foto: hasse Jørgensen

At der er potentiale i Termansens gamle boghandel i Sønderportsgade, blev bevist lørdag eftermiddag.
Boghandlen, som nu er omdøbt til spillestedet Termansens, var lørdag rammen om en fernisering, hvor den lettiske kunstner Inära Petrusevica præsenterede nogle af sine værker.
Og det blev lidt af et tilløbsstykke, hvor mange mennesker mødte op for at beundre Inära Petrusevicas værker og sikre sig en flot udsmykning til hjemmet.
Spillestedet har tidligere vist sig at være et oplagt sted til mange forskellige musiske arrangementer og koncerter, foredrag og sammenkomster i det hele taget. Men lørdagens fernisering viser, at stedet har potentiale til endnu mere.

 

Generalforsamling på lørdag markerer vinterhiet for Sønderports Bænke

Tekst & Foto: hasse Jørgensen

– Vi kan nu glæde de mange brugere af Sønderportsbænke med, at de nu igen er på plads.
Bænkene blev tidligere fjernet, fordi gelændere over broen ved Sønderport skulle sættes i stand. Det skete også, men da gelænderet igen kom på plads, var malerarbejdet ikke udført ordentligt, og gelænderet blev taget ned igen for at få en ny omgang maling.
Det betød, at bænkene igen måtte skubbes til side, men nu er gelænderet kommet på plads igen, og det samme er bænkene.

Bænke skal i vinterhi

Men skal du nå at sidde på dem i år, skal du skynde dig. For på lørdag bliver bænkene sat i vinterhi for at tørre og blive frisket op med maling. Det sker ved, at medlemmer af bænkebiderne mødes ved bænkene klokken 16, og når bænkene er kørt bort, går medlemmerne til Hotel Ribe for at holde generalforsamling og spise gule ærter til en pris af 189 kroner per kuvert. Tilmeldingen til generalforsamlingen sker på Hotel Ribe, og forudsætningen er, at man er i besiddelse af en aktie i Sønderportsbænke af 1863. Den kan også købes på hotellet.

 

Trafikale udfordringer først i 2024

Der venter en opgave med at få fjernvarmerørene under Dagmarsbroen (dronefoto: Ove Detlevsen)

Mens vi venter på trafikforsøgene med bomme i midtbyen i sommeren, så vil bilister bliver udfordret ad flere omgange i forbindelse med transmissionslinjen med fjernvarmerør, der skal ad Brorsonsvej og Kurveholmen til Dagmarsgade. Herfra skal rørene under broen, inden de kan forsætte til Banegårdspladsen og herfra videre via Odins Plads til Fjernvarmecentralen i Sct. Nicolaj Gade. RYK IND RIBE vil løbende – og i god tid – orientere om de enkelte delelementer. Vi har allerede skrevet om passagen over Stampemølleåen med en ny cykelstibro i Hundegade – et arbejde som vil blive udført i begyndelsen af det nye år. Læs mere her: LINK

Dronefoto: Ove Detlevsen – Hertil forventes fjernvarmelinjen at nå ultimo april og primo maj, såfremt der ikke sker uforudsete hændelser