Tekst & Foto: Johnny Tauman                  Dronefoto: Ove Detlevsen
14. november 2023

Måske har du tænkt over, hvordan transmissionslinjen langs Hundegade bliver koblet sammen med den færdige linje fra Vittenbergskolen til Ø. Vedsted, når nu der er en bro imellem.
Indehaver Michael Nørgaard fra firmaet Nørgaard Anlæg fortæller, at der arbejdes med en løsning, hvor den nuværende cykelstibro bliver ombygget, således at transmissionsledningen (læs fjernvarmerørene) bygges ind i broen, som samtidig bliver hævet og renoveret med nyt gelænder og brodæk. – Jeg forventer, at vi vil skulle hæve cykelstien i begge ender med nye ramper og dermed skabe en sikker forbindelse, fortæller Michael til RYK IND RIBE.

(Foto: Johnny Tauman): Der vil være ramper på begge sider af en ny bro

Ombygningen af cykelstibroen samt etablering af ramper mm vil betyde, at der i samarbejde med Esbjerg Kommune skal findes en løsning på trafikhåndteringen, så de bløde trafikanter fortsat kan passere broen sikkert. Det bliver formentlig med en midlertidig signalregulering af trafikken i Hundegade.
– Det er vigtigt, at vi sikrer skolevejen for elever til og fra Vittenbergskolen, fortæller Michael Nørgaard, der vil komme med en mere detaljeret plan, når vi nærmer os årsskiftet. Han forventer, at ombygningen af cykelstibroen vil vare omkring tre uger, hvorefter sammenkoblingen af fjernvarmeledningerne på begge sider af broen samt retablering tager omkring fire uger.

Dronebilledet fra juli viser megen vegetation omkring cykelstibroen, som skal erstattes af en ny med indbygget fjernevarmerør (Dronefoto: Ove Detlevsen)