Dato: 21. oktober
Tekst: Peter Lindgaard
Foto: Peter Lindgaard

Ribes tidligere FOF- og folkeuniversitetskvinde, konsulinde Elin Bisgaard, uddyber arbejdet med færdiggørelsen af den nye bog ”Konsulindens erindringer.” Bogen udkommer i denne uge.

 

Dette er anden del af et interview. Første del blev bragt i Rykind søndag den 22. oktober. Bisgaard har givet tilsagn om at give et interview i anledning af udgivelsen af sin erindringsbog. Bogen blev anmeldt i Rykind for nylig.

 

Som man kan læse i Elin Bisgaards erindringer, lærte hun at at begå sig i to verdener. Hendes onkel, der var godsejer på Kollerup, var barnløs. Onklen forelskede sig i hende, da hun var 8. Onklen siger til Elins far: ”Jeppe, du har 4 døtre, lad mig få den ene.” Og sådan blev det. På Kollerup gods blev Elin opdraget med takt og tone og gode manerer. Onklen, der gik rundt i snabelsko, tog sig godt af hende, men hun måtte samtidig lide under misundelse og mobning. ”Jeg blev mobbet i to verdener. Hjemme på Mors var jeg for fin, og på godset havde jeg meget at lære.” Men ikke alt var pli og pligt. Elin Bisgaard indskyder, at det var på godset, hun fik smag for krokusmakroner – ”uhmm…at det kunne være så sødt og lækkert.”

Janteloven, som Axel Sandemose udødeliggjorde i sin roman ’En flygtning krydser sit spor’ har en vis betydning i Elins liv. Hele Janteloven står gengivet i bogen, og på den måde får man ord for ord smag for, hvilke uskrevne regler, der herskede i Bisgaards ungdom. Regel nr. 1 Du skal ikke tro, du er noget, er nok den mest kendte. ”Loven møder man desværre overalt – også den dag i dag,” sukker Elin Bisgaard.

Bisgaards erindringer omtaler et hav af kendte mennesker. Der er givetvis læsere, der vil føle, at bogen rummer en vis grad af praleri. ”Jeg vil meget nødig omtales som namedropper. Jeg er løbet ind i de mest utrolige mennesker gennem livet. Vi kender jo alle sammen folk, der kaster om sig med navne, for at gøre sig interessante, men det er ikke i den ånd, jeg gengiver mine møder med de kendte. Jeg erkender, at der er mennesker, som jeg beskriver med større dybde end andre, men blandt det mange, var der jo også nogle, der skænkede mig en gave, der kom til at betyde meget. F.eks. billedkunstneren Svend Wiig Hansen, der kommer over til en drink og bliver der i tre dage. Han vendte tilbage – en stor, stor opmuntring for mig – ikke mindst da han malede et billede til mig. På maleriet kigger jeg ned på mine små børn, livet, skyggerne, lyset, den gode gud.” ”For nogle år siden deltog jeg i en reception i forbindelse med Wiig Hansens retrospektive udstilling, og der stødte jeg på Maja Lise Engelhardt (dansk maler bosat i Paris). Hun er måske lidt mere troende end vi andre, og hun opfordrede mig kraftigt til at skrive om de sørgelige oplevelser med mine børn.” Mødet og bekendtskabet med Engelhardt er gengivet i bogen.

Elin Bisgaard erkender, at hun når at nævne mange mennesker undervejs – f.eks. billedhuggeren Robert Jakobsen (le gros Robert), som hun desværre ikke har skrevet så meget om. Men arbejdet med bogen har været en balancekunst, i forhold til at bogen ikke blev for lang, og at hun kunne overkomme opgaven. ”Det har været et langt større arbejde, end jeg havde forstillet mig.” De mange bekendtskaber er også en del af de mange fester, som konsul-parret holder i Ribe. Festerne har været et vigtigt omdrejningspunkt i netværket. ”Hvis man tager livet alvorligt, bliver festerne og legen en nødvendighed. Det lyder måske lidt overfladisk, men det er med til at balancere. Det er en nødvendighed.”

Bisgaard har stadigvæk en lejlighed i København, men hun foretrækker at bo i Ribe, hvor hun mødes med tidligere kursister og bekendte fra de mange rejser. ”I København møder jeg jo ikke sådan folk på gaden, men jeg møder næsten altid nogen, jeg kender, når jeg går ud til en koncert eller lignende.” Konsulinden føler hun har haft et utroligt spændende og medrivende liv, men hun er ked af, at hun ikke fik en uddannelse. ”Jeg ville gerne have været jurist, men det var så vild en tanke, så det blev aldrig til noget.” På et tidspunkt sad hun i Universitetsforeningen som repræsentant for folkeoplysningen, hvor hun i samarbejde med kendte politikere og fagfolk var med til at sætte en retning for udviklingen af de videregående uddannelser i Ribe Amt og det sydlige og vestlige Jylland. Noget, som vi i dag, nyder godt af i hele regionen. Så selvom Elin Bisgaard ikke fik en uddannelse, var hun med til at skabe forudsætningerne for udviklingen af de videregående uddannelser, hvilket vi er mange, der er taknemlige for i dag.

”Konsulindens erindringer” udgives ved et åbent arrangement på Ribes gamle rådhus lørdag den 28. oktober kl. 14.00. Her vil man kunne få bogen signeret. “Konsulindens erindringer” er til salg i Café Quedens på Mellemdammen.