Dato: 21.10.2023
Tekst og foto: Peter Lindgaard

Ribes tidligere FOF- og folkeuniversitetskvinde, Elin Bisgaard, fortæller om færdiggørelsen af den nye bog ”Konsulindens erindringer.” Dette er 1. del af interviewet. Bogen udkommer i den kommende uge.

 

”Ordet konsulinde må siges efterhånden at være ret antikveret,” siger Elin Bisgaard. Vi sidder i hendes smukke, dejlige stue i Nørrelundsparken. Bisgaard har sagt ja til at give et interview i anledning af udgivelsen af sin erindringsbog. Bogen blev anmeldt i Rykind for nylig.

”Det er ikke en betegnelse, jeg smykker mig med, men mine niecer syntes ofte, det var sjovt at sige konsulinde til mig. Måske fordi de fornemmede, at det lyder lidt gammeldags.” Elin Bisgaards afdøde mand, Torben, var fransk konsul i Ribe, men en stor del af det franske, netværket og sproget fik han faktisk gennem Elin, der som ung opholdt sig en del i Frankrig og blandt andet gennemførte en  kulturuddannelse på Sorbonne. Torben havde lært en hel masse fransk gennem litteraturen og fra sin uddannelse.

”Tiden i Paris var fantastisk. Jeg glemmer aldrig, da jeg første gang hørte opera. Det var Hoffmanns Eventyr…,” Elin Bisgaard nynner. ”Indtil da havde jeg jo kun hørt salmevers for pokker. Jeg var fuldstændig salig. At musik kunne være så stor en nydelse!”

”Det franske konsulat var meget festligt at komme ind i. Da ambassadøren kom over til Ribe for at sondere terrænet – han skulle se om vores hus passede til opgaven – opdagede vi, at hans sommerhus lå lige ved siden af min gamle kærestes sommerhus i Vence, men også at vi havde mange andre interesser og bekendte til fælles – det var sådan nogle ringe, der spredtes i vandet – mærkeligt at opleve…”

”Jeg blev tvangsforflyttet til Ribe, da Torben, blev ansat som advokat her i byen.” Elin Bisgaard griner hjerteligt. ”Jeg havde et dejligt job på DR, men der foregik en del i kulissen, så Torben havde måske også sine grunde til, at vi skulle flytte. Det er sådan, det er i de der kreative miljøer,” siger Bisgaard og smiler en smule hemmelighedsfuldt.

Erindringsbogen er blevet til på baggrund af to dagbøger, der var med til at sætte det hele i gang. ”Jeg stoppede med at skrive dagbøger efter vi blev gift. Jeg sad en nat i Menton (parrets lejlighed i Frankrig). Jeg var 57 og var begyndt at føle mig gammel – jeg sad der, og måske følte jeg mig en smule vemodig og ked af det, og da begynder det – der skriver jeg noget for mig selv. Dagbogsskriveriet begyndte i Paris. Det, at jeg havde min dagbog, når jeg var ensom og alene men samtidig også klaverspillet, gav mig en trøst. Jeg følte, at jeg fik noget tilbage, at jeg fik øje på tilværelsens lyse sider – det gav mig mod og selvtillid. Så egentlig er erindringerne først og fremmest skrevet for mig selv. Jeg havde jo mange problemer, da jeg var ung. Jeg havde en utrolig kort ungdom – 5 år – hvor jeg stod helt på egne ben ,og jeg fik ikke en øre hjemmefra. På den måde er jeg jo mønsterbryder i familien.”

Elin Bisgaard blev fra flere sider opfordret til at skrive bogen, fordi hun og hendes mand kæmpede sig igennem sorgen efter at have mistet tre børn. ”Den fortælling er der mange, der godt kunne få glæde af – man behøver ikke gå i stykker som menneske. Men bogen handler også om, hvordan man kan bruge sit engagement på at give andre mennesker mulighed for at åbne øjnene overfor de skønne kunster og livet. Jeg tror efterhånden, at jeg kom til at føle mit arbejde med folkeoplysning og operarejser som et kald. Jeg havde jo aldrig drømt om, at jeg skulle i den retning. Og jeg fik jo ingen formel uddannelse. Bogen er en slags påmindelse om, at folk skal huske at tænke på de ting, de har at være glad for. Jeg husker f.eks.’, at jeg slugte alt om Vietnamkrigen for hele tiden at minde mig selv om, at der er andre, der har det betydeligt værre. Men livet er så uforudsigeligt. Jeg talte ofte om Vietnamkrigen med Birthe Horwitz (hustru til den kendte modstandsmand ”Uffe” Horwitz), og så – to måneder efter bliver hun dræbt sammen med sine børn ved en bilulykke, og hjemme  havde vi den store brand i Puggaardsgade. Vanvittigt. Man følte ind imellem at livet var et sisyfosarbejde. Det var, som om der dukkede ulykker op hele tiden.”

På spørgsmålet om der er begivenheder, som Elin Bisgaard i særlig grad har haft brug for at få ned på papiret, siger hun: ”Det er ikke noget jeg har været bevidst om. Det har været naturligt for mig at skrive. Jeg har aldrig tænkt i terapeutisk retning. Men mens jeg skrev, havde jeg flere pauser. Især når jeg skrev om børnene. Jeg blev nødt til at stoppe. Jeg kunne ikke holde til det.” Elin Bisgaard er tydelig berørt. ”På et tidspunkt var det simpelt hen for meget. Vores adoptivbarn Thue var 5 år, og min mand Torben havde en fantastisk selvdisciplin, så der var ingen på kontoret, der mærkede, at han var ked af det. Men når han kom hjem…. (pause) – og jeg havde ikke noget arbejde for det ville Torben ikke have.”

Så var det jeg tænkte – NU er det altså nok. Jeg kontaktede en veninde og fandt et værelse i København. Men jeg besindede mig, og spørgsmålet var jo også, hvem der skulle have Thue? Så i stedet rejste Torben og jeg til Gran Canaria, hvor vi forsøgte at hanke op i hinanden – få øjnene op for at livet er andet end syge børn og håndværkere (efter den omfattende brand i lejligheden i Puggaardsgade).

Anden del af interviewet med Elin Bisgaard bringes i løbet af de kommende dage.


”Konsulindens erindringer” udgives ved et åbent arrangement på Ribes gamle rådhus lørdag den 28. oktober kl. 14.00. Her vil man kunne få bogen signeret. “Konsulindens erindringer” er til salg i Café Quedens på Mellemdammen.