Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 12. februar 2024

Selv om meteorologerne og vejrguderne ikke i enighed kan finde ud af at sende vinteren på pension for denne gang og lade foråret komme til, er det ikke desto mindre tid til, at Sønderports bænke igen kommer frem i dagens lys fra vinterens dvale.

Medlemmer af den agtværdige forening Ribe Bænkebiderforening af 1861 har i vinterens løb sørget for, at bænkene ved Sønderport er blevet frisket op, og som reglerne foreskriver, vil bænkene igen blive sat op ved Sønderport, så trætte vandrere igen kan finde et hvilested.

Bænkene bliver sat ud den sidste lørdag i februar, og det vil sige den 24. februar. Her mødes aktionærerne i Bænkebiderne af 1861 klokken 11 på Hotel Ribe, hvorefter aktionærerne går til Sønderport, hvor bænkene sættes op. Når det er sket, går aktionærerne med musik i spidsen tilbage til Hotel Ribe, hvor der serveres stegt flæsk, som det har været sædvane i bænkebidernes historie.

For at deltage i seancen er det nødvendigt, at man har en gyldig aktie i bænkebiderne. Aktion kan erhverves på Hotel Ribe, og den koster den beskedne sum af 50 kroner. Til gengæld får man indflydelse på den agtværdige forenings fremtid.

Vil man være med til at nyde hotellets gode flæsk med kartofler, persillesovs og rødbeder, skal man lige give hotellet besked senest torsdag den 22. februar enten på mail hotelribe@hotelribe.dk eller telefon 75420466.